Hildesheim
Genskabte glæder i verdensarvsbyen
Markedspladsen i Hildesheim: Smukt ornamenterede bindingsværkshuse i fire og fem etager står side om side med bastante stenhuse med tårne og gesimser.
Hele herligheden står knivskarpt og smukt, på trods af, at bygningerne har en cirka 500 år lang historie bag sig.
Friskheden i bygningsmassen er fordi, bygningerne er blevet godt og grundigt genopbygget i 1980’erne og 1990’erne. Det skyldes, at markedspladsens bygninger stort set blev pulveriseret under massive bombardementer i 2. Verdenskrig.
De er dog smukt genopført, så markedspladsen stadig efterlader et imponerende og historietro indtryk.
Fakta om Hildesheim
Indbyggere: 107.000
Delstat: Niedersachsen
Afstand fra Danmark (Padborg): 340 km
Togstation: Ja
Oplev: #Historisk markedsplads, #Verdensarv, #Kirker
Fakta om Hildesheim
Indbyggere: 107.000
Delstat: Niedersachsen
Afstand fra Danmark (Padborg): 340 km
Togstation: Ja
Oplev: #Historisk markedsplads, #Verdensarv, #Kirker
(Annonce)
Kejserby
Helt tilbage til 800-tallet fik Hildesheim en central rolle i historien, da den romersk kejser, Karl den Store, grundlagde byen. Hildesheim var derefter en vigtig handelsby i mange hundreder af år, og byen blev også medlem af Hanseforbundet i 1300-tallet.
2. Verdenskrig efterlod store dele af indre by i ruiner, og sporene fra det voldsomme bombardement har sat sit præg, når man spadserer gennem byen i dag.
Kun udvalgte områder og bygninger er genopført – for eksempel markedspladsen og byens centrale kirker – imens andre dele af midtbyen består af nyere byggeri af mere svingende kvalitet.
Vil du være sikker på, at du får alle de vigtige seværdigheder med, så kan du følge en særlig rosenrute, der går gennem byen. Du skal blot holde øje med de små fliser i belægningen, som er dekoreret med roser.
Trods et lidt rodet helhedsindtryk er Hildesheim absolut et besøg værd på grund af sine ældgamle kirker, som er optaget på UNESCO’s liste over verdensarv og den imponerende markedsplads.
(Annonce)
Markedspladsen
”Verdens smukkeste markedsplads.” Så store ord brugte den tyske politiker og filosof, Wilhelm von Humboldt, om Hildesheims centrale torv. Og når man står midt på den harmoniske plads og kigger på de smukke huse, så er man tilbøjelig til at medgive, at Humboldt da havde en pointe.
Markedspladsen er virkelig et imponerende ensemble af middelalderligt pragtbyggeri, som fremstår smukt restaureret og genopbygget efter en omfattende tilintetgørelse i 2. Verdenskrig.
Det historiske rådhus på pladsen stammer fra 1300-tallet, og flere andre bygninger har næsten lige så mange år på bagen. Blandt andet det overdådige 26 meter og syv etager høje bindingsværkshus Knochenhaueramtshaus, som oprindeligt var opført i 1529.
Tre seværdige kirker

Mariendom
Mariendoms historie går tilbage til 800-tallet, men det er kun krypten, der er bevaret derfra. Resten af kirken er opført i 1061. Kig ud i den stemningsfulde klostergård. Her står der en rosenbusk, som efter sigende skulle have mere end 1000 år på bagen. Legenden siger, at Karl den Stores søn, Louis den første, fandt et relikvie, han havde mistet, bag en rosenbusk. Han besluttede sig derefter for at opføre Mariendom ved rosenbusken.

Skt. Andreas
Byens centralt beliggende kirke, Skt. Andreas, lever en tilværelse i skyggen af de to verdensarvskirker, Mariendom og Skt. Michaelis. Det ændrer dog ikke ved, at det gotiske kirkebyggeri er et imponerende syn og bestemt et besøg værd. Kirkens tårn rager hele 114,5 meter i vejret, og det er dermed det højeste kirketårn i hele Niedersachsen. Hvis du vil have en god udsigt over Hildesheim, så kan du begive dig op ad de 364 trin til toppen af tårnet.

Skt. Michaelis
Skt. Michaelis-kirken deler sin status som verdensarv med byens domkirke Mariendom. Skt. Michaelis er opført som en del af et benediktinerkloster i 1031. I dag er det dog kun kirken, der står tilbage. Den imponerende kirke er placeret på et lille bakkedrag i udkanten af centrum, og den regnes for et af de vigtigste romanske kirkebyggerier i verden. Indvendigt byder kirken på et smukt dekoreret træloft og mange fine detaljer og udskæringer.
Billeder fra Hildesheim








(Annonce)
Spise og sove
Spisesteder
Med lige godt 100.000 indbyggere og en betydelig mængde turister er der masser af spisemuligheder i byen.
Overnatning
Du kan finde overnatning på hotel- og ferielejligheds-søgesider som Booking.com, Expedia, AirBnb eller Trivago. Husk, at overnatningsstedet tjener bedst, hvis du booker direkte hos dem.
Links og kort
Ferie i Niedersachsen – turistinfo om Hildesheim på dansk
UNESCO – info om verdensarvskirkerne på tysk og engelsk
Oplevelser i nærheden

Braunschweig
Historisk hovedstad med prægtige pladser

Gode stop langs A7
Tag et selvvalgt motorstop i en af disse billedskønne byer på din vej sydpå

Goslar
Ældgammel mineby i Harzen

Hameln
En eventyrlig rotterede i Brødrene Grimm-land

Hannover
Historisk tidligere hovedstad i grønne omgivelser

Hann. Münden
En sand overflod af velbevarede bindingsværkshuse

Harzen
Skovklædte bakker og idylliske bindingsværksbyer

Weserbergland
Smukt bakkelandskab garneret med bindingsværksbyer
(Annonce)

