Alle veje førte til rom i Flensburg

Havnebyen Flensburg havde i 1800-tallet Europas største romproduktion. I dag er der stadig friske spor efter de gyldne dråber i byen

I 1700-tallet tog et alkoholdigt eventyr fart i Flensburg. Som en af de vigtigste havnebyer i det danske kongerige stævnede flere handelsskibe ud herfra og satte kursen mod Dansk Vestindiens øer St. Thomas, St. Croix og St. John. Her hentede man eftertragtede varer som bomuld, tobak, træ og sukker med hjem til de nye kolonialbutikker, som dukkede op i alle landets større byer.

Derudover bragte skibene også et populært affaldsprodukt fra sukkerproduktionen med sig i lasten – nemlig rom, som blev lagret i træfade for at få sin karakteristiske brune farve.

Hundredvis af romhuse skyder op

I Flensburg tog man virkelig rommen til sig. Den rom, som ankom med skibene, var et stærkt destillat, og det skulle blandes op. Derfor skød der hurtigt en masse romhuse op, som kastede sig over bearbejdningsopgaven.

Det første romhus blev opført i 1781 i den bygning, der i dag huser bryggeriet Hansens Braurerei. Herefter gik det stærkt, og da romproduktionen var på sit højeste, mener man, at der var omkring 200 romhuse i byen. Flensburg var dermed Europas største romproducent.

Populært blandingsprodukt

Med årene tabte romproduktionen langsomt pusten. Efter krigen i 1864 mistede kongeriget Flensburg, og dermed stoppede handlen med Dansk Vestindien. I stedet begyndte man at handle med den britiske koloni Jamaica.

I 1885 betød ændringer i toldreglerne, at det blev dyrere at importere rom. Derefter blev der næsten kun importeret et koncentrat af rom, som så blev blandet op i byen.

En populær blanding var den såkaldte ”rum-verschnitt”, som var et mix af rom, vand og kartoffelbrændevin. Denne blanding er stadig et hit i de tilbageværende rombutikker i byen i dag.

Nutidens rom-aftryk

I dag bliver der stadig produceret meget rom i Tyskland, men størstedelen af produktionen er flyttet fra Flensburg. Der er dog stadig mange spor fra byens romeventyr tilbage i byen.

Først og fremmest er der to tilbageværende romproducenter i byens gågader. Det drejer sig om Rumhaus Johannsen fra 1878 og Wein und Rumhaus Braasch fra 1976. Sidstnævnte har også indrettet et lille lokalt museum, som fortæller historien om rommen og Flensburg.

Derudover kan du besøge byens Søfartsmuseum, som holder til i det gamle toldpakhus. Her kan du besøge kælderen, som i sin tid blev brugt til at opbevare rom, og du kan i det hele taget blive godt og grundigt klog på kolonitidens handelseventyr.

Oplev fortiden på rom- og sukkerruten

Ude i nutidens hyggelige gågader står der også mange levn fra fortidens handel og romproduktion.

Tæt på søfartsmuseet kan du se byens første romhus, som i dag lægger lokaler til bryggeriet Hansens Brauerei. Og langs hovedgaden Norder Strasse / Grosse Strasse / Holm ligger der adskillige købmandsgårde og palæer, hvis historie kan henføres direkte til 17- og 1800-tallets omfattende kolonialhandel og romproduktion.

Vil du helt i dybden med rommen, så kan du hente en guidet tur-folder på Søfartsmuseet og gå på opdagelse på ”Rom- og Sukkerruten”.

Nå ja, og så er det selvfølgelig også en god idé at smage på den lokalt producerede rom, hvis du vil have oplevelsen helt ind under huden…

PS – uanset om du er til rom eller ej, så er Flensburg et besøg værd. Du kan læse meget mere om byen her.

(Annonce)

(Annonce)

Kort over Flensburg

Kort over Flensburg

(Annonce)

Flere temaer

Plönlein i Rothenburg ob der Tauber

Gode stop langs A7

Tag et selvvalgt motorstop i en af disse billedskønne byer på din vej sydpå

Over grænsen

Gå med over en række spektakulære grænseovergange

Tur langs jerntæppet

Tysklands historie

Læs 10 nedslag i den begivenhedsrige tyske historie

Köstritzer Schwartzbier øl

Tyske øl

Tænk, at vand, gær, bygmalt og humle kan smage godt på så mange måder

Oplev Tyskland