Ostfriesland

Fladt ferielandskab bag beskyttende diger

Ostfriesland minder på mange måder om vores egen sønderjyske vadehavs- og marsknatur og området Nordfriesland lige på den anden side af den dansk-tyske grænse.

Her i Ostfriesland får det hele blot tilsat et nederlandsk præg med store, gamle vindmøller og kønne kanalbyer.

De store områder af inddæmmet landbrugsjord er pandekageflade, og det er først og fremmest hundredvis af vindmøller – nye som gamle – som rager op i landskabet.

Rundt omkring ligger de historiske landsbyer som små bebyggede øer i landbrugslandskabet. Flere af byerne er i sin tid opført på såkaldte værfter (kunstige jordbanker) for at holde vandet på afstand.

Langs kysten er kilometerlange diger opført for at beskytte landet mod vandet. Her står også en række fyrtårne, som skal guide skibene igennem det lave vadehav.

(Annonce)

Fyrtårnet ved Pilsum
Fyrtårnet ved Pilsum er et populært udflugtsmål.
Greetsiel
Greetsiel er den mest populære destination i Ostfriesland.

En del af det gamle Frisland

Navnet Ostfriesland – eller Østfrisland på dansk – kan i første omgang virke en smule misvisende, da området jo ligger så meget vestpå, man kan komme i Tyskland. Men det skyldes, at området er en del af Frisland, som strækker sig fra den dansk-tyske grænse og hele vejen langs kysten til Nederlandene.

Området, der bare bliver kaldt Friesland, ligger i dag Nederlandene – og så giver det jo pludselig god nok mening, at området længere østpå så hedder Ostfriesland (Østfrisland). På samme måde bliver området mod den danske grænse kaldt for Nordfriesland.

Friesland har aldrig fungerer som en samlet stat, men friserne har altid haft en fælles kultur og sprog, som stadig er bevaret flere steder i de frisiske egne. Frisisk er således et anerkendt minoritetssprog i Tyskland på lige fod med dansk, sorbisk og romani.

(Annonce)

Mannigaburg
Slottet Mannigaburg ved Pewsum.
Leer
Det historiske centrum i Leer er et besøg værd.

Køretur i Krummhörn

Vi besøgte primært det vestlige område af Ostfriesland, som går under navnet Krummhörn. Området er idéelt til cykelture eller en afslappet køretur i bilen.

Inden for få kilometer ligger flere kønne landsbyer tæt på hinanden. For eksempel Rysum, som er en fin repræsentant for den klassiske runde værftsby, der er opført på en kunstig jordbanke med kirken og møllen i midten.

I Krummhörn kan du også besøge det billedskønne fyrtårn ved Pilsum og landets højeste fyrtårn, Campen. Derudover er du også nødt til at kigge forbi kirken i Suurhusen, som har et kirketårn, der hælder hele 5,19 meter og dermed er et af verdens skæveste kirketårne (også skævere end det i Pisa).

Endelig er den lille havneby Greetsiel et højdepunkt med sine historiske huse og den billedskønne kutterhavn. Her ligger der også adskillige spisesteder, hvis sulten melder sig.

(Annonce)

Hvert år er der "dragefestival" i Norddeich, hvor hundredvis af oppustelige dyr bliver luftet.
Ostfrieslands flade landskab indbyder til afslappende cykelture - og der er godt skiltet undervejs.

Seværdigheder

Fyrtårnet ved Pilsum

Fyrtårne

Langs vestkysten kan du besøge to fyrtårne. Campen fyrtårn er med sine 63 meter det højeste af sin slags i Tyskland. I den anden ende af højdeskalaen ligger fyrtårnet ved Pilsum. Det rød- og gulstribede tårn er kun 11 meter højt, men det er et meget populært udflugtsmål.

Mannigaburg

Slotte

Der er flere mindre slotte og herregårde rundt omkring i Ostfriesland. Slottene ved Jever, Gödens og Evenburg er nok de mest iøjnefaldende. Vi gjorde et stop ved den lille gule borg, Mannigaburg (billedet), som ligger midt i landsbyen Pewsum.

Mølle ved Rysum

Vindmøller

Ostfriesland er det sted i Tyskland, der har den største koncentration af historiske hollandske vindmøller. De fleste byer har sin egen vindmølle, som ofte er drevet af et lokalt møllelaug. Turistruten Niedersächsische Mühlenstrasse går igennem Ostfriesland.

Den skæve kirke

Der er adskillige velbevarede middelalderkirker i Ostfriesland, der er et besøg værd. Fælles for mange af kirkerne er, at kirketårnet typisk er opført ved siden af kirken.

Har du kun tid til at besøge én kirke i Ostfriesland, så bør være den i Suurhusen (billedet). Her er tårnet modsat mange andre lokale kirker bygget sammen med selve kirken, men det var måske en dum idé?

I hvert fald er tårnet pilskævt. Det hælder hele 5,19 meter og er dermed et af verdens skæveste kirketårne – og skævere end Det Skæve Tårn i Pisa.

Billeder fra Ostfriesland

(Annonce)

Byer i Ostfriesland

Emden

Østfrisisk hovedby med velbevaret voldanlæg

Greetsiel

Idyllisk fiskerby i Ostfriesland

Leer

Historisk by tæt ved grænsen til Nederlandene

Norden

Østfrisisk handelsby med adgang til havet.

Spise og sove

Spise

Er du vild med rejer, så bør du sætte kursen mod Greetsiel. Her lander de lokale fiskekuttere – de såkaldte “Krabbenkutter” friske rejer fra Vadehavet. Ellers byder Ostfriesland på masser af muligheder for klassisk tung, tysk mad.

Drikke

Et lille kuriosum ved Ostfriesland er, at østfriserne er vilde med at drikke te. De bunder omkring 300 liter om året, og der findes flere lokale teblandinger. Den store te-producent Thiele Tee holder også til i Emden.

Vil du smage på det lokale øl, så prøv en Jever. Det er en klassisk pilsnerøl, som er produceret i…. ja, Jever!

Overnatning

Ostfriesland er et rigtigt ferieområde, så der er gode muligheder for at finde et overnatningssted. Vær dog opmærksom på, at det er rigtig populært blandt tyskerne at holde ferie heroppe om sommeren. Så det er en god idé at bestille i god tid. Undersøg mulighederne på bookingportaler som Booking.com, AirBnB eller Tripadvisor.

Rabat hos Happy Days

Få op til 300 kr. rabat på overnatning på udvalgte hoteller i Tyskland hos vores samarbejdspartner Happy Days. 

Kort over Ostfriesland

(Annonce)

Oplev Tyskland