Görlitz

Velkommen til Görliwood. En fantastisk filmkulisseby blot en bro fra Polen

Görlitz er Tysklands østligste by og regnes samtidig for at være en af de bedst bevarede.

Byen slap skånsomt igennem 2. verdenskrig, og siden genforeningen er den historiske bymidte sat smukt og nænsomt i stand. Restaureringen er ikke mindst blevet muligt takket være en årlig milliondonation til restaureringen fra en hemmelig donor.

Den gamle bydel i Görlitz er derfor et fantastisk og farverigt syn med imponerende kirker og prægtige pladser tilsat et væld af krogede gyder med stemningsfulde byhuse. Dertil kommer en nyere bydel med mange fine bygninger fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, som det også er værd at opleve.

Det er dog først og fremmet den historiske bykerne, der gør Görlitz til noget særligt med sine omkring 4000 historiske monumenter.

(Annonce)

Görlitz byder på en smuk bymidte med masser af velbevarede huse.
Untermarkt i Görlitz
Untermarkt er byens centrale torv med flere elegante bygninger.

Filmbyen Görliwood

Når man vandrer omkring i den historiske bykerne, så kan det næsten føles som om, man går rundt i en filmkulisse fra en film – og det er faktisk også lige præcis det, man gør!

Filmindustrien har fået øjnene op for Görlitz – eller Görliwood, som byen også kalder sig selv, når kameraerne kører.

Siden 1950’erne er der blevet optaget over 100 film i byen, og rygterne om Görlitz’ unikke rammer er også nået helt til Hollywood.

Kendte instruktører som Quentin Tarantino har været forbi for at optage scener til filmen “Inglourious Basterds”, og det samme har Wes Anderson. Hans farverige film “The Grand Budapest Hotel” er for en stor del optaget i Görlitz.

(Annonce)

Kaisertrutz Bastion huser i dag byens kulturhistoriske museum.
Udsigt til Görlitz fra Polen.

Gåtur til Polen

Floden Neisse løber parallent med Görlitz. I dag udgør floden grænsen mellem Tyskland og Polen – og grænsen mellem byerne Görlitz og Zgorzelec.

Men indtil 1945 lå grænsn faktisk længere mod øst, så både floden og den polske by Zgorzelec var en del af Görlitz.

Efter 2. verdenskrig blev grænserne dog rykket mod vest, og her blev floden Neisse valgt som grænsemarkør. Det betød, at Görlitz blev delt i to, og den østlige bydel blev til polske Zgorzelec.

I 2004 genåbnede den bro, der indtil 1945 forbandt de to bydele, så man på få minutter kan gå fra Görlitz til Zgorzelec – og dermed også fra Tyskland til Polen.

(Annonce)

Byen bugner af smukke huse og fine detaljer.
I gaderne omkring Untermarkt er der en særlig stemning af "Verden af i går".

Fakta om Görlitz

Indbyggere: 57.000
Delstat: Sachsen
Afstand fra Danmark (Padborg): 650 km 
Togstation: Ja

Links:

Visit Görlitz – byens officielle turistinformation
Görlitz/Zgorzeleg – info om tvillingebyerne
Görlitz.de – info om byen som filmby
Tierpark Görlitz – byens lille zoo

Seværdigheder

Altstadtbrücke

I over 800 år har en bro strukket sig over floden Neisse. Men i 1945 blev Altstadtbrücke sprunget i luften af tyske tropper på tilbagetog. Først i 2004 blev den nye Altstadtbrücke åbnet, så beboere og besøgende igen nemt kunne gå mellem Görlitz og den polske bydel Zgorzelec.

Görlitz

Peterskirche

På toppen af den gamle bydel ligger den store kirke, Pfarrkirche St. Peter und Paul. Den nuværende kirke er påbegyndt i starten af 1400-tallet oven på et ældre kirkebyggeri fra det 11. århundrede. Nyd udsigten over Neisse og Polen i den lille park bag kirken.

Untermarkt i Görlitz

Untermarkt

Bygningerne står i kø for at overgå hinanden i overdådighed og pragtfuldhed. Pladsen er delt i to af en lille række huse – en såkaldt “Mittelzeil”. Beundr blandt andet “Schönhof” – en renæssanceperle fra 1526, det gotisk rådhus med det 60 meter høje tårn.

Spise og sove

Spisesteder

Restauranter er der også masser af. Både internationale og mere regionale. En del steder kan du for eksempel smage “schlesisches himmelreich” – en slags kogt skinke med svesker og knödel. Om smagen så også er himmelsk, er der nok delte meninger om… 

Få et overblik over spisesteder hos Tripadvisor.

Overnatning

Der findes et væld af overnatningssteder i Görlitz. Oplev Tykslands udsendte lejede en lejlighed i det hyggelige område Nikolaiviertel i udkanten af den gamle bydel.

Du kan få et overblik hos forskellige bookingportaler som Booking.com, AirBnB og Momondo.

Rabat hos Happy Days

Få op til 300 kr. rabat på overnatning på udvalgte hoteller i Tyskland hos vores samarbejdspartner Happy Days. 

Kort over Görlitz

Oplevelser i nærheden

Bautzen

Bautzen

Historisk by med tårnhøje serværdigheder

Cottbus

Sorbisk hovedby i grønne omgivelser

Zwinger i Dresden

Dresden

Barokke vartegn i en af Tysklands mest besøgte byer

Löbau

Seværdig lille by mellem vulkaner og bjerge

(Annonce)

Oplev Tyskland