Teutoburger Wald
Skovklædte bakker, spektakulære klipper og seværdige byer
I den nordøstlige ende af delstaten Nordrhein-Westfalen ligger et spændende natur- og kulturområde, der er et oplagt udgangspunkt for en ferie. Oplevelsesregionen Teutoburger Wald strækker sig egentlig i sin bredeste turistmæssige forstand fra Paderborn og Bielefeld i vest til floden Weser i øst.
På denne side fokuserer vi dog primært på selve skovområdet Teutoburger Wald og det omkringliggende kulturlandskab – det gamle fyrstendømme Lippe.
Teutoburger Wald er et 110 kilometer langt og op til 15 kilometer bredt og bakket skovområde, som byder på masser af vandremuligheder og en del udsigtspunkter. Skovens mest berømte sted er uden tvivl de spektakulære klipperformationer Externsteine. Derudover er monumentet Hermannsdenkmal et populært stop.
(Annonce)
Spændende byer i det gamle fyrstendømme
Skoven fylder en del i den tyske bevidsthed, da det ifølge den nationale tyske historiefortælling var her, de germanske stammer i år 9 lykkedes med at besejre romerne i det såkaldte Varusslag.
Senere tids forskning har dog sået tvivl om, hvorvidt slaget rent faktisk fandt sted her, men det ændrer heldigvis ikke på, at skovene er interessante at besøge.
Omkring skovene ligger det tidligere fyrstendømme Lippe. Fra 1100-tallet og frem til 1918 var Lippe et fyrstendømme under det tyske rige, og herefter var Lippe en fristat frem til 1947.
Lippe byder på flere seværdige byer, der er værd at besøge, hvis du planlægger at holde ferie i området. Det gælder først og fremmest de to ”storbyer” Detmold og Lemgo, som begge gør sig til med smukke bymidter, der er fuld af historiske gavlhuse og bindingsværkshuse.
Dertil kommer interessante kurbyer som Bad Salzuflen og Bad Lippspringe. I sidstnævnte udspringer floden Lippe, som har lagt navn til det gamle fyrstendømme.
(Annonce)
Externsteine
Du må ikke snyde dig selv for et besøg ved Externsteine, hvis du besøger Teutoburger Wald. Bag navnet gemmer der sig en bemærkelsesværdig samling af 13 sandstensklipper, der skyder op til 40 meter i vejret i et ellers fladt landskab.
Klipperne er blevet skabt gennem millioner af års sammenpresning af sandsten, som så er blevet stående, imens omgivelserne er eroderet væk i takt med at det hav, som engang dækkede området, forsvandt.
Externsteine har haft en naturlig tiltrækning for mennesker siden stenalderen, og klipperne er blandt andet forsynet med menneskeskabte grotter, et lille alter og et smukt religiøst relief, der er hugget ind i facaden i middelalderen.
I nyere tid er Externsteine desuden forsynet med flere små trapper samt en gangbro, så der er mulighed for at bestige nogle af klipperne og nyde udsigten over den omkringliggende skov.
Det er gratis at vandre ud til klipperne, men det koster et symbolsk beløb, hvis man vil op på klipperne. Dertil kommer et mindre gebyr for at parkere bilen i nærheden. Vil du også se det nærliggende monument, Hermannsdenkmal, kan du købe en fællesbillet med rabat.
Hermannsdenkmal
Mindesmærket står på toppen af det 386 meter høje bjerg, Grotenburg, og det er rejst som hyldest til den germanske krigshøvding, som stod i spidsen for den hær, som besejrede romerne i Varusslaget i år 9.
Statuen er 53 meter høj inklusiv sokkel og kuppel, og den tager dermed titlen som Tysklands højeste statue. Det tog billedkunstneren Ernst von Bandel 34 år at gøre værket færdig. I de sidste år boede kunstneren faktisk på byggepladsen for at få fuldendt værket. Det lykkedes lige akkurat Bandel at få færdiggjort sit livsværk. Statuen var færdig i 1875 og Ernst von Bandel døde i 1876.
I dag er Hermannsdenkmal et meget populært udflugtsmål – også selvom du måske ikke helt kan leve dig ind i den tyske historiefortælling. Udsigten fra toppen af monumentet – for foden af selve statuen – er forrygende, og området er velegnet til vandreture, hvis du har mod på lidt bratte stigninger undervejs.
Det er gratis at se statuen, men vil du op i monumentet, koster det et mindre beløb. Du kan opnå rabat, hvis du køber en fællesbillet til Hermannsdenkmal og Externsteine.
(Annonce)
Andre seværdigheder

Kaiser Wilhelm Denkmal
Mindesmærket står på toppen af de 300 meter høje Wiehenbakker ud til floden Weser ved byen Porta Westfalica. Det er opført til minde om den tyske kejser Wilhelm og stod færdigt i 1886. Monumentet er 88 meter højt og består blandt andet af en enorm statue af kejseren. Man kan enten vandre op til Kaiser Wilhelm Denkmal eller tage turen derop i bil eller bus.

Iburg og Kaiser Karls Turm
I skovene ved kurbyen Bad Driburg kan du besøge borgruinen Iburg. I dag er der ikke mange rester tilbage af den en gang så mægtige borg bortset fra et enkelt forsvarstårn. Et par hundrede meter fra borgruinen står Kaiser Karls Turm. Det 18 meter høje tårn er opført i starten af 1900-tallet og tilbyder en fin udsigt.

Köterberg
I den østligste ende af Lippe står områdets højeste punkt, Köterberg. Bjerget - eller bakken - er 496 meter højt og er toppet af et klassisk tysk tv-tårn. Fra bjerget er der en god udsigt over det omkringliggende landskab, hvor man blandt andet kan se floden Weser, som løber tæt forbi bakketoppen. Der er et spisested på toppen, hvis du er blevet sulten af opturen.
Billeder fra Teutoburger Wald













(Annonce)
Byer i nærheden

Detmold
Lippe-hovedstad med 500 fredede bygninger

Lemgo
Gavlhuse og bindingsværk klædt i weserrenæssance

Bad Lippspringe
Grøn kurby med fem kilder

Lügde
Bymur, bindingsværk og brændende påskehjul.

Minden
Historisk kirkeby med ældgamment rådhus

Paderborn
Kirkeby med hyggeligt flodområde

Bad Salzuflen
Saltholdig bindingsværks- og kurby

Schloss Neuhaus
Slotsby med lille, hyggelig bykerne
Kort over Teutoburger Wald
(Annonce)
Andre ferieområder

Edersee
Smuk natur, hyggelige byer og en enorm dæmning.

Eifel
Skønne naturoplevelser tæt på Nederlandene og Belgien

Harzen
Skovklædte bakker og idylliske bindingsværksbyer

Weserbergland
Smukt bakkelandskab garneret med bindingsværksbyer
(Annonce)
