Weserbergland

Historiemættet og naturspækket ferieområde langs floden Weser

Weserbergland er et oplagt sted at holde ferie, hvis du er på udkig efter en aktiv ferie i naturen tilsat smukke, historiske byer.

Floden Weser zigzagger sig igennem et frodigt landskab med skovklædte bakker på begge sider af vandet, og hele vejen langs floden ligger den ene historiske by efter den anden som oplagte pitstop undervejs.

Ferieområdet strækker sig fra Wesers udspring ved Hann. Münden i syd og til Porta Westfalica godt 150 kilometer nordpå.

Så det er et forholdsvist overskueligt område at fokusere en ferie på, da de fleste seværdigheder er samlet omkring floden og i de tilstødende bakker.

Höxter
Höxter er fuld af flotte bindingsværkshuse.

(Annonce)

Weser Skywalk
Udsigtsplatformen Weser Skywalk ved Bad Karlshafen.

Velstand og weserrenæssance

I dag er floden Weser først og fremmest en smuk ramme for en ferie, men i tidligere tider var floden et vigtigt transportknudepunkt. Langs den 480 kilometer lange flod blev der fragtet varer i stor stil, og handlen skabte grobund for oprettelsen af adskillige byer lang ruten.

I 1500-tallet var der især gang i handlen og udviklingen langs Weser, og det medførte lidt af et byggeboom. I dag står mange huse og slotte tilbage fra den tid som velholdte vidner om fortiden, og faktisk er Weserbergland det sted i det nordlige Europa (nord for Alperne), hvor der er flest bygninger fra 1500-tallet.

De mange bygninger fra denne blomstringstid udviklede nogle særlige arkitektoniske præg, som i dag går under betegnelsen weserrenæssance.

Man kan se eksempler på byggestilen i de gamle bindingsværkshuse, som er smukt dekoreret med farverige udskæringer i træværket. På samme måde er stenhuse og slotte også udsmykket med mønstre og fantasifulde udskæringer i murstenene.

(Annonce)

Bevern
Indergården ved det smukke weserrenæssanceslot i Bevern.

(Annonce)

Polle
Udsigt over Weser fra borgruinen i Polle

Til lands eller vands. På gåben eller på hjul.

Weserbergland er især populært blandt cykelturister. Mange vælger at cykle på den i alt 520 kilometer lange Weser Radweg, som følger floden hele vejen fra Hann. Münden til Nordsøen. Men man kan også opleve landskabet til fods. Enten ved at følge den 225 lange vandrerute Weserbergland Weg, eller ved at vandre udvalgte strækninger i det smukke landskab.

Man kan naturligvis også vælge at få lidt motoriseret hjælp til transporten i Weserbergland. Flere turbåde sejler eksempelvis op og ned ad floden – og tager cykler og svedige vandrestøvler med ombord.

Egen bil er helt sikkert en fordel, hvis du vil køre rundt og opleve landskabet og byerne. Men man kan også godt besøge Weserbergland med offentlig transport. Da vi besøgte området første gang, skete det uden bil, og det fungerede ganske fint at transportere sig omkring med tog og bus. Der er fine regionaltogsforbindelser sydpå fra Hannover, og mange byer er forbundet med busser.

Uanset hvordan du kommer til Weserbergland, og hvordan du vælger at bevæge dig rundt undervejs, så kan du se frem til en ferie med masser af skønne naturoplevelser og seværdige byer.

(Annonce)

Seværdigheder

Bevern

Schloss Bevern er en sand weserrenæssanceperle fra 1616. Efter en omskiftelig periode, hvor slottet blandt andet blev anvendt som fabrikslager og skole, overtog kommunen i Holzminden og fik det smukt istandsat. I dag er der fri adgang til slottet og indergården. Læs mere om slottet på vores side om Bevern.

Bückeburg

Det nuværende slot er opført i weserrenæssancestil i 1500-tallet. I 1600-tallet rykkede greverne i fyrstendømmet Schaumburg-Lippe permanent ind på slottet, og herfra styrede de deres lille rige. I dag holder slægten stadig til på slottet. Slottet er omgivet af en smuk park med søer og træer. Læs mere på vores side om Bückeburg.

Bismarckturm

Bismarckturm står på toppen af det 205 meter høje Eckberg ved Bodenwerder. Selve tårnet er 13 meter højt og opført i 1913. Turen op til tårnet er temmelig stejl, men man bliver heldigvis belønnet med en helt igennem pragtfuld udsigt over floden Weser og Bodenwerder. Læs mere om tårnet på vores side om Bodenwerder.

Höxter

Corvey

Det store klosterkompleks har rødder helt tilbage til 800-tallet, og det er dermed et af Tysklands ældste klostre. Klosterbyggeriet og dets betydning førte i 2014 til, at Corvey blev optaget på UNESCO’s liste over verdensarv. Læs mere på vores side om Höxter.

Kaiser Wilhelm Denkmal

Kaiser Wilhelm Denkmal

Dette mastodontiske monument står på toppen af en bakke ved byen Porta Westfalica i det allernordligste Weserbergland. Fra toppen er der en storslået udsigt. Der er parkeringspladser tæt på toppen. Læs mere om Kaiser Wilhelm Denkmal på vores side om Minden.

Köterberg

Köterberg

Højere op kommer man ikke på disse kanter. Köterberg er 496 meter højt og toppet af et klassisk tysk tv-tårn. Fra bjerget er der en god udsigt over det omkringliggende landskab, hvor man blandt andet kan se floden Weser, som løber tæt forbi bakketoppen. Læs mere på vores side om Lügde.

Polle

Borgruinen i Polle er ganske spektakulær. Den ligger på en bakke hævet over floden Weser. Fra borgens bevarede tårn er der en skøn udsigt over floden og de omkringliggende bakker. Borgen er i dag forbundet med eventyret om Askepot, og om sommeren bliver der vist teaterforestillinger om Askepot på borgen. Læs mere om Polle på vores side om Bodenwerder.

Schloss Pyrmont

I forlængelse af den store kurpark ligger byens lille slot. Det er opført i 1500-tallet af greven af Pyrmont som en borg med voldgrav. Borgen blev slemt beskadiget under 30-årskrigen i 1600-tallet og sidenhen genopbygget i barokstil. I dag er slottet indrettet til museum, hvor du kan blive klogere på slottets beboere og omskiftelige historie. Læs mere på vores side om Bad Pyrmont.

Weser Skywalk

Den populære udsigtsplatform ved Bad Karlshafen tilbyder en alletiders udsigt over floden Weser og det omkringliggende bakkede landskab. For at komme helt ud til udsigtsplatformen skal du indstille dig på en kort men kuperet vandrestrækning i en stemningsfuld klippeskov. Læs mere om Weser Skywalk på vores side om Bad Karlshafen.

(Annonce)

Aktiv i naturen

Cykle
Rigtig mange turister besøger Weserbergland på cykel og cykler op eller ned ad den fint markerede Weser Radweg. Der er mange rejsebureauer, som tilbyder særlige pakkeløsninger.

Vandre
Vil du vandre, så kan du begive dig ud på den 225 kilometer lange Weserbergland Weg. Det er en såkaldt ”premium” vandrerute, som tager dig over mange af områdets højdedrag. Er du på udkig efter kortere vandreruter, så findes der også masser af lokale muligheder. Vi gik for eksempel fine, korte ruter omkring Bad Pyrmont, Bodenwerder og Bad Karlshafen.

Ro
Flere steder kan du også leje kanoer eller robåde, hvis du vil ro op eller ned ad Weser.

Byer i Weserbergland

Bevern

Hyggelig flække med overdådigt renæssanceslot

Bodenwerder

Weser-by med flotte udsigter og en lokal løgnebaron

Schloss Bückeburg

Bückeburg

Gammel hovedstad i lille fyrstendømme

Hameln

Hameln

En eventyrlig rotterede i Brødrene Grimm-land

Hannoversch Münden

Hann. Münden

En sand overflod af velbevarede bindingsværkshuse

Helmarshausen

Lille by med stor charme

Holzminden

Velduftende hverdagsby ved Weser

Höxter

Bindingsværks- og klosterby

Bad Karlshafen

Barok kurby ved Weserfloden

Lügde

Bymur, bindingsværk og brændende påskehjul.

Minden

Historisk kirkeby med ældgamment rådhus

Bad Pyrmont

Bad Pyrmont

Populær kurby i skønne og grønne omgivelser

Billeder fra Weserbergland

(Annonce)

Kort over Weserbergland

Ferie i Niedersachsen – officiel turistinfo om området.

FDM – kør-selv-ferie i Weserbergland.

Anne Vibeke Rejser – tips om ferie i regionen

Weser Radweg – info om cykelferie langs Weser

Wanderbares Deutschland – info om vandreruten Weserbergland Weg

Oplev Eventyrruten

Mange lande har en stærk tradition for eventyr, sagn og myter, og Tyskland er bestemt ingen undtagelse. Har man – som Tyskland – så samtidig en stor lyst til at lave oplevelsesruter, ja så har man Deutsche Märchenstrasse – eller eventyrruten.

Den 600 kilometer lange turistrute strækker sig fra Bremen i nord og til Hanau mod syd, og undervejs bliver byer, eventyr og sagn kombineret på flittig – og af og til lidt kreativ vis.

Mange af byerne i Weserbergland er også stop på Eventyrruten. Læs mere om Eventyrruten.

(Annonce)

Andre ferieområder

Harzen

Skovklædte bakker og idylliske bindingsværksbyer

Ostfriesland

Flotte, flade ferieoplevelser ved Vadehavet

Saale-Unstrut

Smukke dale og floder med hyggelige byer og masser af vinmarker.

Teutoburger Wald

Skovklædte bakker, spektakulære klipper og seværdige byer

(Annonce)

Oplev Tyskland