Stade

Historisk hansestad en dagstur fra Hamburg

Smukt restaurerede købmandshuse og palæer ligger på rad og række langs floden Schwinge, der skærer sig igennem den gamle bydel i Stade.

De historiske pragtbygninger vidner om, at den over 1000 år gamle by har haft en fremtrædende plads i de tyske historiebøger, og at byen en overgang kunne konkurrere med nabobyen Hamburg i størrelse og betydning.

Selvom den tidligere hansestad med sine knap 50.000 indbyggere er sakket noget efter nutidens Hamburg, hvad størrelsen angår, så er Stade bestemt et besøg værd.

Du kan enten bruge byen som base for at opleve det grønne bagland, eller du kan besøge Stade på en dagstur fra Hamburg.

(Annonce)

Stade
Stade er et populært udflugtsmål fra Hamburg, men man kan sagtens tage en nat eller to i byen
Natur ved Stade
Stade er omgivet af grønne volde og et kanalsystem med små kolonihavehuse.

Middelalderstemning med svenske aftryk

Som nævnt var byen i middelalderen medlem af hansaforbundet og et vigtigt knudepunkt for handlen til og fra floden Elben. Senere kom Stade under svensk herredømme fra 1645 – 1719, og en rest fra den svenske periode kan opleves i form af pakhuset “Schwedenspeicher“, der i dag er omdannet til museum.

Byens omdrejningspunkt er den historiske havn, der er flankeret af smukke bindingsværkshuse og gavlhuse, men det kan også betale sig at bevæge sig lidt væk fra havneområdet.

Der er mange velbevarede huse i de små gader omkring kirken St. Cosmae-Nicolai, og det samme gælder i Bäckerstrasse og Bungenstrasse. Det kan også anbefales at gå en tur langs byens delvist bevarede befæstning, der nu er omdannet til grønne parkområder.

Stade er i øvrigt det nordligste stop på den tyske ferierute “Deutsche Fachwerkstrasse”, der fører dig igennem en lang række velbevarede bindingsværksbyer i hele Tyskland.

(Annonce)

Aftenlys i Stade
Overnatter du i byen, kan du nyde hele herligheden i aftenlys
Stade
Det smukt udsmykkede Bürgermeister-Hintze-Haus

Fakta om Stade

Indbyggere: 49.000
Delstat: Niedersachsen
Afstand fra Danmark (Padborg): 180 km
Togstation: Ja (bla. S-tog til Hamburg)

Links:

Ferie i Niedersachsen – turistinfo på dansk
Stade Tourismus – byens officielle turistinformation på tysk og engelsk
Schwedenspeicher – museets hjemmeside med info på tysk

Den maleriske havn

Det emmer af idyl og gode gamle dage ved havnen i Stade. Her ligger velholdte købmandshuse side om side på begge sider af vandet og vidner om en stolt fortid.

Dertil kommer den gamle trækran, der er havnens vartegn. Siden 1300-tallet har der været en kran på stedet, men i slutningen af 1800-tallet mistede den sin betydning og blev til sidst revet ned.

I 1977 genopstod kranen dog – opført som en tro kopi af en lignende trækran i Lüneburg.

Seværdigheder

Frilandsmuseet

På en lille ø lige uden for den gamle bykerne ligger Stades frilandsmuseum. Her kan du blive klogere på, hvordan livet i og omkring byen tog sig ud i gamle dage.

Kloster og kirke

En bevaret fløj af St. Johannisklosters gamle bygninger står stadig i centrum af byen. Tæt derved ligger kirken St. Cosmae, som har rødder helt tilbage til 1200-tallet.

Stade

Schwedenspeicher

Dette smukke 1600-talspakhus står ved havnen, og huser et regionalt, historisk museum. Navnet kommer af, at de svenske militær brugte bygningen som arsenal.

Billeder fra Stade

(Annonce)

Spise og sove

Spisesteder

Stade er vant til turister, og der er mange spisesteder i byen – især langs floden Schwinge. Da vi besøgte byen sidst fik vi en oplevelse til alle sanserne på den græske restaurant Syrtaki på Salzstrasse 19 i centrum af byen. Her var der god mad, masser af stemning og en meget levende værtinde!

Er du ikke så meget til græsk mad, så start madjagten hos Tripadvisor.

Overnatning

Der kommer mange dagsturister fra Hamburg, men der er også rigtig gode muligheder for at overnatte i byen. 

Rabat hos Happy Days

Få op til 300 kr. rabat på overnatning på udvalgte hoteller i Tyskland hos vores samarbejdspartner Happy Days. 

Kort over Stade

Oplevelser i nærheden

Burg Bederkesa

Bad Bederkesa

Lille by med middelalderborg og mudderbade

Bremen

Populære stadsmusikanter og verdensarvs-rådhus

Buxtehude

Buxtehude

Hansestad med harer og pindsvin

Hamburg

Oplev den nordtyske metropol

Eventyrruten

Spændende byer og gode eventyr går hånd i hånd

Havnen i Glückstadt

Glückstadt

Kongeligt dansk aftryk ved Elben

Oldenburg

Grevskabsby med danske forbindelser

Holstentor i Lübeck

Ruten for teglstensgotik

Gotiske mesterværker langs Østersøen

Oplev Tyskland