Plön

Bakket slotsby med storslået søudsigt

Den lille hyggelige by Plön ligger lige midt i det smukke sø- og bakkelandskab, Holsteinische Schweiz.

Fra toppen af den kuperede indre by troner det mægtige, hvide slot, Schloss Plön.

Herfra er der en fornem udsigt over Grosser Plöner See og en række andre mindre søer, som omgiver den lille by. Søerne kan opleves på allernærmeste hold i turbåde eller med robåde.

Den beskedne gamle bydel, som ligger neden for slottet byder på en del historiske bygninger. Læg blandt andet mærke til rådhuset, der er tegnet af den danske arkitekt C.F. Hansen. Rådhuset ligger ved et lille torv på vej op imod slottet.

(Annonce)

Johanniskirche er en af byens seværdige kirker
Byens rådhus er tegnet af den danske arkitekt C.F. Hansen

Sydlandske og skandinaviske træk

Plön er kendt for sine smalle gyder, kaldet twieten, som  løber på kryds og tværs i centrum. Kombineret med de stejle gader er de smalle twieten med til at give Plön et næsten sydlandsk strejf.

Den omkringliggende natur i Holsteinische Schweiz er til gengæld meget mere skandinavisk end sydlandsk med de mange søer og frodige grønne skove.

Er du til naturferier krydret med lidt småby-idyl så er Plön et rigtig godt sted at sætte kursen mod. Her er både flere gå- og vandreruter i og omkring byen. Blandt andet planetstien, der går fra centrum og ud til den lille tange, Prinzeninsel, og som fremviser små kopier af solsystemets planeter undervejs.

(Annonce)

De små gyder i byen kaldes twieten
Slottet troner over den lille, gamle bydel i Plön

Fakta om Plön

Indbyggere: 9.000
Delstat: Schleswig-Holstein
Afstand fra Danmark (Padborg): 125 km 
Togstation: Ja

Links:

SH-Turisme – turistinfo på dansk
FDM – turistinfo på dansk
Grosse Plöner See Rundfart – sejlbådenes hjemmeside

Seværdigheder

Rådhuset

Byens rådhus stammer fra 1815 og ligger ved et lille torv på vejen Schlossberg, der fører op til slottet. Det er tegnet af den kendte danske arkitekt C.F. Hansen, da han var ansat som landsbygmester i Holsten. Foran rådhuset står den kombinerede brønd og skulptur, Gänselieselbrunnen, fra 1922. Skulpturen er inspireret af brønden af samme navn fra Göttingen.

Slottet

Det mægtige slotsanlæg ligger på toppen af den gamle bydel i Plön, og der har det ligget siden 1600-tallet. Gennem tiden har det hvidkalkede slot fungeret som både hertugresidens, sommerbolig for danske konger, kaserne og kostskole. I dag er slottet et uddannelsescentrum for optikere. Der er ikke adgang til selve slottet, men du se pladsen foran.

Søerne

Grosser Plöner See er den største sø i hele Schleswig-Holstein, og den dominerer landskabet syd for byen. Derudover ligger der flere små og mellemstore søer omkring Plön. I sommerhalvåret kan man sejle en tur på en del af søerne omkring byen med forskellige rutebåde. De vandede omgivelser er også velegnede til kanoture, og et netværk af kanaler og stier forbinder de forskellige søer.

Oplev Holsteinische Schweiz

Plön ligger midt i naturområdet Holsteinische Schweiz, som byder på masser af smuk natur med bakker, skove og søer.

Du kan blandt andet besøge Bungsberg (billedet), som er “bjergenes” højeste punkt. Her kan du bestige to forskellige tårne og nyde udsigten over landskabet.

Læs mere om Holsteinische Schweiz.

(Annonce)

Spise og sove

Spisesteder

Der ligger flere spisesteder i centrum af byen og langs søen og lystbådehavnen. 

Få et overblik hos Tripadvisor

Overnatning

Plön og hele Holsteinische Schweiz er et populært ferieområde, så her er masser af overnatningsmuligheder. Der kan dog også være kamp om pladserne i højsæsonen. 

Rabat hos Happy Days

Få op til 300 kr. rabat på overnatning på udvalgte hoteller i Tyskland hos vores samarbejdspartner Happy Days. 

Kort over Plön

Oplevelser i nærheden

Eutin

Slotsby på kanten af Holsteinische Schweiz

Holstentor i Lübeck

Lübeck

Store oplevelser i hansestaden over alle hansestæder

Neustadt

Stemningsfuld havneby ved Østersøen

Preetz

Klosterby med hang til sko

(Annonce)

Oplev Tyskland