Potsdam
Brandenburgs park-og-slot-fyldte hovedstad er smuk som en filmkulisse
Der er en umiskendelig stemning af overskud og velstand over Potsdam. Følelsen bliver kun forstærket, når man står i byens enorme parkområde og kigger på slottet Sansoucci, hvis navn netop kan oversættes til noget i retning af ”uden bekymring”.
Byen er delstaten Brandenburgs hovedstad og har knap 200.000 indbyggere, men ved første øjekast virker byen ikke specielt stor. Det er først og fremmest de store, luftige parkområder, der dominerer bybilledet, og det kan varmt anbefales at slentre ud i det grønne.
I Park Sansoucci ligger byens ikoniske slot omgivet af blomstrende barokhaver, springvand og lysthuse. I det hele taget vrimler det med smukke palæer og slotte i Potsdam – både i Park Sansoucci og i byens øvrige parker.
(Annonce)
Hollandsk kvarter
Når du har fået nok af slotte og parker, så kan det også anbefales af runde centrum og det maleriske kvarter ”Holländisches Viertel”, der består af en lang række røde murstenshuse opført i 1700-tallet i hollandsk stil. I dag huser mange af gavlhusene specialbutikker og spisesteder.
I bydelen Babelsberg ligger et af byens andre slotte, men ellers er Babelsberg mest kendt for at huse det legendariske tyske filmstudie, Studio Babelsberg. Her blev størstedelen af tysk film produceret i starten af 1900-tallet, og en del af dem havde den danske stumfilmstjerne Asta Nielsen i hovedrollen.
Alt i alt er Potsdam en spændende og smuk by at besøge. Den er oplagt at besøge på en endagstur fra Berlin, men du kan sagtens bruge flere dage her.
(Annonce)
Fakta om Potsdam
Indbyggere: 190.000
Delstat: Brandenburg
Afstand fra Danmark (Padborg): 440 km
Togstation: Ja
Links:
Potsdam Tourismus – byens turistinformation på tysk
FDM – turistinfo på dansk
UNESCO – hjemmeside med info om verdensarven i Potsdam. På tysk og engelsk
Studio Babelsberg – filmbyens hjemmeside med info på tysk og engelsk
Seværdigheder
Hollænderkvarteret
Holländisches Viertel er et hyggeligt nabolag i indre by skabt af den hollandske arkitekt Johann Bouman. Det består af i alt 134 karakteristiske huse, der er opført i perioden 1733 – 1742 i hollandsk stil med røde mursten, svungne gavle og stuer ud til vejen. Planen var, at husene skulle befolkes af hollandske håndværkere, som kong Friedrich Wilhelm I havde inviteret til byen.
Sansoucci og parken
Dette fornemme rokoko-slot er Potsdams mest kendte seværdighed. Slottet er opført af kong Frederik den Store af Preussen i 1747. Slottet og de omkringliggende parker og bygninger er optaget på UNESCO’s liste over verdenskulturarv, og det er en fornøjelse af slentre omkring i de luftige, grønne omgivelser og beundre de smukke slotte og huse.
Sct. Nicolai
Den store, klassicistiske kirke rager med sin 77 meter høje kuppel godt op i landskabet. Kirken står midt på Alter Markt, og den var færdigbygget i 1850. Kirken er bygget som erstatning for byens tidligere kirke, som blev slemt beskadiget i en brand i 1795.
Sct. Nicolai blev også selv ramt under 2. Verdenskrig, og den gik delvist i stykker. I dag fremstår kirken smukt restaureret.
(Annonce)
Spise og sove
Overnatning
Der findes en del forskellige overnatningsmuligheder i byen. Derudover ligger Berlin tæt på.
Søg evt. efter overnatningssteder på portaler som Booking.com, Airbnb eller Momondo.
Kort over Potsdam
Oplevelser i nærheden

Berlin
Læs mere om Tysklands hovedstad på Berlinblog.dk (åbner nyt vindue).

Cottbus
Grøn by med bymur og industrikultur

Perleberg
Hansestad i grønne omgivelser

Runde landsbyer
Oplev en perlerække af velbevarede runde landsbyer i Niedersachsen
(Annonce)

