Freyburg
Velkommen til Saale-Unstruts vinhovedstad
På skråningerne lige uden for Freyburgs gamle bydel er der gang i høsten. Folk i alle aldre er i fuld færd med at plukke vindruer, imens snakken går. De plukkede druer bliver samlet i kasser og læsset på en lille traktor, der holder og venter. Derefter går turen sikkert til en af de nærliggende vinproducenter.
Når man siger Freyburg, siger man også vin. Den lille by er vindistriktet Saale-Unstruts ukronede hovedstad, og vinmarkerne vokser lystigt på skråningerne lige uden for den gamle bydel – ja selv på husmurene i byens gader vokser vinrankerne.
Den mest kendte af byens vinproducenter er Rotkäppchen-Mumm, hvis historiske sekt-kælder ligger i byen. Men der findes også andre og mindre producenter her i Tysklands nordligste vindistrikt.
(Annonce)
Hyggelig by under vinrankerne
Uanset om du er til vin eller ej, så er Freyburg et hyggeligt bekendtskab.
Byen ligger for foden af de bakkede vinmarker, og floden Unstrut risler forbi lige uden for centrum. Den gamle by er stadig delvist omgivet af en bymur.
Midt i byen står 1200-tals kirken St. Marien med sine to ottekantede kirketårne, og på markedspladsen kan du slå dig ned og nyde den næsten sydlandske stemning blandt de vinranke-klædte huse.
En tur til Freyburg bør også inkludere en opstigning på gåben eller i bil til middelalderborgen Neuenburg, der troner over byen.
Herfra er der en smuk udsigt over det omkringliggende landskab – og der er også mulighed for at smage på de lokale druer.
(Annonce)
Fakta om Freyburg
Indbyggere: 3.600
Delstat: Sachsen-Anhalt
Afstand fra Danmark (Padborg): 590 km
Togstation: Ja
Links:
Freyburg-tourismus – byens turistinfo på tysk
Schloss Neuenburg – slottets hjemmeside. Info på tysk og engelsk
Rotkäppchen – vinproducentens hjemmeside med info på tysk
Borgen Neuenburg
Neuenburg er opført i 1090 af Thüringens greve Ludwig der Springer. Borgens navn hentyder til, at der var tale om en ny borg som supplement til den eksisterende borg, Wartburg, i det vestligste Thüringen.
Borgens indre er i dag indrettet til museum med fokus på tidligere tiders liv på borgen, ligesom her er vinmuseum og urmuseum.
Du kan også nøjes med at kigge ind i indergården uden at betale entré, ligesom du kan nyde de fine udsigter fra borgens ydre gård.
Uden for slottet står det fritstående tårn ”Dicker Wilhelm” fra 1150. Tårnet har fået sit runde navn på grund af de 2,85 meter tykke mure.
(Annonce)
Oplev Saale-Unstrut
De to floder Saale og Unstrut har lagt navn til det spændende natur- og kulturområde Saale-Unstrut. Her er der smukke dale, salte kurbyer, velsmagende vin og dramatiske borge på kanten af klippetoppene.
Der findes mange forskellige vandre- og cykelruter i det bakkede landskab. Undervejs kan du gøre gode stop ved rustikke middelalderborge og i hyggelige byer.
De mange vinranker på de sydvendte bakkeskråninger giver også et praj om, at Saale-Unstrut er sted, hvor der bliver produceret vin. Faktisk er Saale-Unstrut officielt Tysklands nordligste vindistrikt med sine i alt små 700 hektar vinmarker.
Billeder fra Freyburg











(Annonce)
Spise og sove
Spisesteder
Der er mange gode spise- og drikkemuligheder i Freyburg. Rundt omkring i byen er der adskillige vinstuer samt caféer og restauranter.
Overnatning
Der er også gode overnatningsmuligheder i og omkring byen.
Vil du helt tæt på vinmarkerne, kan du fx tage en nat på Hotel am Weinberg.
Kort over Freyburg
Oplevelser i nærheden

Blankenburg
Harzen-hit med bindingsværk, brosten og slot

Bad Kösen
Kurby med spektakulære salt-bygninger

Leipzig
Historisk handelsby med dominerende DDR-fortid

Lutherstadt Eisleben
Martin Luthers hyggelige fødeby

Naumburg
Vin og verdensarv i domkirkebyen Naumburg

Quedlinburg
Et af de absolutte højdepunkter ved en ferie i Harzen.

Saale-Unstrut
Smukke dale og floder med hyggelige byer og masser af vinmarker.

Stolberg
Stemningsfuld miniby i grønne omgivelser
(Annonce)

