Wismar
Historisk hansestad ved Østersøen
Wismar er én stor seværdighed med sin smukt bevarede bymidte, som er tætpakket med historiske bygninger.
I de brostensbelagte gader og stræder står rigt dekorerede købmandspalæer som vægtige vidner om byens rige fortid som handelsby og medlem af det magtfulde hanseforbund. Og på byens imponerende pladser kæmper de gotiske kirker om at nå allertættest på himmelen med sine gigantiske tårne.
Samtidig er der en herlig afslappet stemning i byen og på den livlige havn, hvor man kan købe friskfangede fisk fra fiskekutterne. Det er som om fortidens storhed falder fint i hak med hverdagens afslappede liv.
Alt i alt er der kun gode grunde til at lægge en tur forbi den gamle hansestad og lade dig begejstre!
(Annonce)
Pirater og svenskere
Wismar opstod i 1200-tallet og var i første omgang mest af alt afskibningshavn for byen Schwerin. Hurtigt opnåede Wismar dog en status som en vigtig by i sig selv. Ikke mindst da man gik sammen med nabobyerne Hamburg, Lübeck og Rostock dannede det vendiske forbund for at beskytte og styrke hinanden. Det vendiske forbund blev senere til det magtfulde hanseforbund.
I 1648 kom Wismar sammen med området Vorpommern længere mod øst under svensk administration. Modsat byerne i Vorpommern varede den svenske tid dog lidt kortere i Wismar. I 1803 blev byen nemlig pantsat til hertugdømmet Mecklenburg.
I 2002 blev Wismar udnævnt til at være en del af vores verdensarv sammen med nabobyen Stralsund. Begrundelsen var, at Wismar viser et smukt og velbevaret eksempel på, hvordan de vigtige handelsbyer og hansestæder ved Østersøen så ud. Vi kunne ikke være mere enige!
(Annonce)
Fakta om Wismar
Indbyggere: 43.000
Delstat: Mecklenburg-Vorpommern
Afstand fra Padborg: 230 km
Afstand fra havneterminalen i Rostock: 70 km
Togstation: Ja
Links:
Wismar.de – byens turistinformation
Unesco.org – info om byen som verdensarv
Seværdigheder
Kirker
Der er to velbevarede gotiske kirker i byen. Det drejer sig om St. Nikolai fra 1400-tallet og Georgenkirche fra 1300-tallet. Derudover er kirketårnet bevaret fra en tredje middelalderkirke, nemlig St. Marien.
St. Nikolai slap næsten uskadt igennem 2. Verdenskrig, imens de to andre kirker ikke gik fri. Værst gik det ud over St. Marien, som man opgav at genopføre. I stedet blev resterne af kirken sprængt væk i 1960, så kun det 80 meter høje tårn står tilbage.
Markedspladsen
Wismars centrale torv er en af de største pladser i Nordtyskland, og det byder på et væld af smukke bygninger.
Mest iøjnefaldende er det ældgamle gavlhus med tilnavnet Alter Schwede. Det smukt bevarede gotiske byggeri stammer fra slutningen af 1300-tallet og er byens ældste verdslige byggeri. På pladsen kan du også se den fritstående brønd Wasserkunst. Herfra blev der ført vand ud til middelalderens mange bryggerier.
Schweinsbrücke og Frische Grube
I den nordlige ende af den gamle by pibler det lille åbne vandløb, Frische Grube, gennem gaderne med den massive Nikolaikirke som baggrund. Området tilhørte i middelalderen fiskere og andet fattigfolk.
I dag er stemningen stadig lidt mere ydmyg – men bestemt ikke mindre hyggelig – end i de mere centrale dele af den historiske midtby. Læg mærke til de fire fine statuer af grise, som står på hvert sit hjørne af broen Schweinsbrücke, som går hen over Frische Grube.
Ruten for teglstensgotik
Wismar ligger i det nordøstlige område af Tyskland, der er fuld af historiske bygninger opført i gotisk stil med røde teglsten.
Det er især i de gamle hansestæder, du kan opleve den massive teglstensarkitektur. Her strømmede rigdommene til byerne i Middelalderen og gjorde det muligt at opføre mastodontiske kirker.
Samtidig flottede de rige købmænd sig og opførte prestigefulde købmandsgårde med kamtakkede gavle og masser af dekorerede teglsten.
Vil du blive klogere på stilarten, kan du følge oplevelsesruten Europäische Route der Backsteingotik (Ruten for teglstensgotik). Der er mange nordtyske byer repræsenteret på ruten. For eksempel Flensburg, Lübeck, Wismar, Rostock, Stralsund og Greifswald.
(Annonce)
Billeder fra Wismar

















(Annonce)
Spise og sove
Spisesteder
Der findes mange spisesteder i Wismar. Især i byens gågade, ved den store markedsplads og ved havnen.
Få overblikket over restauranter hos Tripadvisor.
Overnatning
Der findes en del overnatningssteder i byen i form af hoteller og ferielejligheder. Start eventuelt din søgning hos booking.com, airbnb eller andre søgeportaler.
Kort over Wismar
(Annonce)
Oplevelser i nærheden

Güstrow
Seværdig slotsby med historisk bykerne

Lübeck
Store oplevelser i hansestaden over alle hansestæder

Travemünde
Mondæn badeby hvor Østersøen møder floden Trave
(Annonce)

