Tecklenburg

Småby-idyl på kanten af klippeskoven

På markedspladsen i Tecklenburg nyder byens beboere og besøgende forårssolen foran caféerne og konditorierne. Her deler de pladsen med et over 400 år gammelt lindetræ, som blev plantet cirka på samme tid som pladsens ældste bindingsværkshuse blev opført. I dag rager træet godt op over de fleste tage.

Dengang, i slutningen af 1500-tallet og starten af 1600-tallet, skød byen så småt frem på ny, efter at have været stort set jævnet med jorden få år tidligere for at gøre plads til militære udbygninger af borgen over byen.

Resultatet af byens blomstring ses stadig i bybilledet i dag, som i høj grad er præget af 1600-tallets bindingsværksbyggerier. Det er virkelig en fornøjelse at vandre rundt i Tecklenburgs kompakte centrum.

(Annonce)

Tecklenburg
Byens charmerende markedsplads er omgivet af historiske huse
Tecklenburg
En af byens gamle porte er bevaret.

Fra militærbastion til kurby

Toppen af den bakkede by hedder Burgberg, og her ligger resterne af borgen Tecklenburg, som har lagt navn til byen. Der har ligget et fæstningsværk på dette strategisk vigtige sted siden 1100-tallet, og i middelalderen var Tekclenburg kendt som en af de stærkeste borge i Nordtyskland.

Borgen vogtede blandt andet handelsruten mellem Lübeck og Köln, og borgen var et populært stop for pilgrimme på vej sydpå mod Rom og Santiago.

Med årene mistede Tekcklenburg sin betydning og i slutningen af 1500-tallet droppede grevinde Anna von Tecklenburg-Schwerin helt at vedligeholde borgen som militær bastion. I stedet indrettede hun sig mere mageligt og gav samtidig plads til, at byen kunne udvikle sig.

Resultatet er derfor, at den en gang så mægtige borg nu henstår som en ruin tilsat en friluftsscene, imens byen for foden af Burgberg trives i bedste velgående og i dag trækker mange turister til. Dels på grund af sin skønne historiske bydel og dels på grund af byens status som kurby.

(Annonce)

Tecklenburg
Over byen ligger resterne af den engang så mægtige borg.
Lindetræet til højre har over 400 år på bagen

Hekserier

En måde at opleve den historiske bydel på er ved at følge Hexenpfad (heksestien på dansk).

Ruten går igennem de fleste kvadratmeter i centrum og guider dig også forbi borgruinen, fine udsigtspunkter og en lokal klippeformation med navnet Hexenküche.

Alle de hekse-klingende titler har i øvrigt en ganske særlig grund. Da grevinde Anne von Tecklenburg-Schwerin var ved magten i slutningen af 1500-tallet forbød hun nemlig hekseprocesser i byen, som ellers var meget oppe i tiden mange andre steder i Europa.

Grevinden var i stedet fortaler for sund fornuft kombineret med en stærk tro på naturmedicin. Disse tanker havde hun fra den hollandske fysiker Johann Wier, der var imod al hekseriet, og som boede i Tecklenburg de sidste år af sit liv. Fysikeren har i øvrigt fået opkaldt et tårn efter sig, som er opført ved borgruinen.

(Annonce)

Få kilometer fra Tecklenburg ligger de spektakulære Dörenther Klippen.
Dörenther Klippen er et populært udflugtsmål

Fakta om Tecklenburg

Indbyggere: 9.000
Delstat: Nordrhein-Westfalen
Afstand fra DK (Padborg): 400 km
Togstation: Nej. Kun bus.

Links:

Tecklenburg Touristik – byens turistinfo.
Tecklenburger Land – turistinfo om byen og omgivelserne

Dörenther Klippen

Få kilometer fra centrum af Tecklenburg ligger de særprægede klippeformationer, som går under navnet Dörenther Klippen. Sandstensklipperne rager op til 40 meter op i luften og udgør et ganske spektakulært syn midt i skoven.

Det er muligt at bestige flere af klipperne, men det er bestemt ikke en tur for sarte sjæle. Der er nemlig ingen hegn eller rækværk. Hvor langt op eller ud på klipperne, du tør vandre, må være op til dit eget mod!

Det er muligt at tage en rundtur i klippeskoven, som udgør den vestligste del af det store skovområde Teutoburger Wald. En markeret rundtur på godt ni kilometer tager dig ud til klipperne og retur til en parkeringsplads. Du kan også skære nogle kilometer af vandringen og parkere lidt tættere på klipperne ved vejen Dörenther Berg syd for motorvejsafkørslen ved Ibbenbühren.

Seværdigheder

Tecklenburg

Borgruinen

På en bakketop over byen ligger resterne af den engang så mægtige borg, Tecklenburg. Borgen var en bundsolid forsvarsskanse i mange år, men i slutningen af 1500-tallet mistede bastionen sin betydning. I dag bliver der holdt festspil og koncerter på en tribune midt i ruinerne.

Tecklenburg

Markedspladsen

Den lille markedsplads midt i centrum er byens naturligt samlingspunkt. Her ligger flere caféer og spisesteder, og du kan nyde synet af det over 400 år gamle lindetræ, som blev plantet samtidig med, at pladsen blev anlagt.

Wierturm

Midt i de gamle borgruiner blev tårnet Wierturm opført 1884 til minde om fysikeren og lægen Johann Weyer, som endte sine dage i byen i 1588. Han var en arg modstander af tidens hekseprocesser, og han var med til at sikre, at der aldrig fandt hekseafbrændinger sted i Tecklenburg.

(Annonce)

Billeder fra Tecklenburg

(Annonce)

Teutoburger Wald

Tecklenburg ligger i den vestligste udkant af naturområdet Teutoburger Wald, som byder på masser af gode naturoplevelser.

Den mest berømte natur-attraktion er uden tvivl klippeformationen Externsteine, som ligger nogle få kilometer syd for byen.

Externsteine er en samling af forvredne klipper, som rager næsten unaturligt op i det skovklædte landskab. Klipperne kan bestiges, og man kan gå imellem to af klipperne via en lille bro.

Læs mere om Teutoburger Wald.

Spise og sove

Spisesteder

I forhold til, at Tecklenburg er en forholdsvis lille by, er der en del spisesteder. Især på byens markedsplads

Få overblikket over restauranter hos Tripadvisor.

Overnatning

Der findes en del overnatningssteder i byen i form af hoteller og ferielejligheder. Start eventuelt din søgning hos booking.com, airbnb eller andre søgeportaler.

Rabat hos Happy Days

Få op til 300 kr. rabat på overnatning på udvalgte hoteller i Tyskland hos vores samarbejdspartner Happy Days. 

Kort over Tecklenburg

(Annonce)

Oplevelser i nærheden

Bad Iburg

Slots- og kurby i smukke omgivelser

Prinzipalmarkt i Münster

Münster

Livlig universitetsby med grønne åndehuller

Osnabrück

Fredsby med masser af historie

Bad Salzuflen

Saltholdig bindingsværks- og kurby

(Annonce)

Oplev Tyskland