Schnackenburg

Miniby på grænsen mellem det gamle øst og vest

Ved første øjekast kan man næsten komme i tvivl: Er Schnackenburg overhovedet en by?

Der er ganske vist et torv, og der er et par gader med huse samt en kirke. Her bor godt 500 mennesker. Måske er det nærmere blot en landsby?

Men den er altså god nok. Schnackenburg er officielt en by, og det er faktisk ikke en hvilken som helst by.

For det første er Schnackenburg den mindste by i delstaten Niedersachsen. For det andet er det den østligst beliggende by i delstaten. Og for det tredje er det den fjerdemindste by i hele Tyskland.

(Annonce)

Schnackenburg
Torvet i Schnackenburg
Schnackenburg
Detalje fra bybilledet

Sidste stop før DDR

Det, som gør Schnackenburg til andet end bare en lillebitte hyggelig tysk by, er den nære historie. Fra 1945 til 1990 lå byen som et lille fremskudt stykke Vesttyskland omgivet af Østtyskland til alle sider.

Placeringen direkte ud til Elben gjorde samtidig, at Schnackenburg var oplagt at gøre til grænseby for skibstrafikken mellem Vesttyskland og Østtyskland og videre til Tjekkoslovakiet.

Her kunne vesttyske skibe omlade, hvis de havde for stor last med, så man ikke blev holdt tilbage af emsige grænsevagter. Og her kunne søfarerne tage sig et hvil eller tanke energi og humør på de lokale værtshuse, inden turen gik videre mod øst.

På den måde gik udviklingen faktisk helt i stå i Schnackenburg, da muren faldt og de indre grænser forsvandt. Tilbage var der bare en lille by uden grænse. 

(Annonce)

Schnackenburg
Ved byens lille grænsemuseum kan du blandt andet se en af patruljebådene
Schnackenburg
Byens kirke er opført i 1200-tallet

Små oplevelser

Byens historie som grænseby lever dog stadig. Ved den lille havn ligger et grænsemuseum, som formidler byens tid som grænseby.

Udover grænsehistorien er det dog også en god idé at gå lidt på opdagelse i selve byen. For her er ganske hyggeligt.

Et godt udgangspunkt er det aflange torv, der er omgivet af fint restaurerede bindingsværkshuse og tilplantet med skyggefulde træer.

Derfra kan man vandre lidt omkring i de få men smukke gader og indsnuse stemningen blandt de historiske huse. Et par steder kan man smutte igennem lange smalle gyder og ende ude på den anden gade.

Sidst men ikke mindst ligger der også et lille færgeleje ved byen, så man kan krydse Elben på få minutter. Det er da meget sjovere end at køre hen over en af broerne i nærheden!

(Annonce)

Schnackenburg
Færgen over Elben. Et skilt markerer, at den gamle grænse mellem Øst- og Vesttyskland gik her
Schnackenburg
Trods sin meget beskedne størrelse er der mange smukke huse i byen.

Fakta om Schnackenburg

Indbyggere: 500
Delstat: Niedersachsen
Afstand fra Danmark (Padborg): 310 km 
Togstation: Nej (men der er færge)

Links:

Schnackenburg.de – byens turistinfo på tysk
Elberadweg.de – info om cykelturen langs Elben, som går igennem Schnackenburg. Info på tysk og engelsk

Seværdigheder

Schnackenburg

Færgen

Den lille færge pendulerer mellem Schnackenburg og Lütkenwisch på den anden side af Elben. Turen tager bare et par minutter, men det er tid nok til at få en fin fornemmelse af flodlandskabet.

Schnackenburg

Grænsemuseet

Vil du dykke ned i tiden, hvor Tyskland var delt, så er det en god idé at kigge ind i byens lille grænsemuseum. Museet er ikke topmoderne, men der er masser af rekvisitter og infofyldte plancher.

Schnackenburg

Udsigtstårnet

Ved byens lille havn står et udsigtstårn. Det er ikke særligt højt, men der skal heller ikke så meget til for at få et overblik over det flade landskab. Du kan gå ad et dige fra havnen og ud til udsigtstårnet.

(Annonce)

Kort over Schnackenburg

Oplevelser i nærheden

Dömitz

Dömitz

Gammel grænse- og fæstningsby ved Elben

Grabow

Grabow

Farverig bindingsværksby ved floden Elde

Hitzacker

Bindingsværksby-ø ved Elben

Perleberg

Perleberg

Hansestad i grønne omgivelser

(Annonce)

Oplev Tyskland