Lindau
Billedskønt bayersk bidrag ved Bodensee
Lindau er en rigtig turistmagnet – og man forstår det godt.
Byens gamle centrum ligger malerisk på en lille ø i Bodensee. Herfra er der panoramaudsigt til bjergtoppene i Schweiz og Østrig. Samtidig er det lille centrum fuld af smukt bevarede historiske bygninger.
Kombinationen af stemningsfuld bymidte og smukke omgivelser betyder, at der årligt er omkring en million gæster, som overnatter i byen. Dertil kommer et endnu større antal dagsbesøgende. Derfor kan du på ingen måde forvente at opleve Lindau på egen hånd.
Men kan du leve med at dele, så er der masser at komme efter i Lindau.
(Annonce)
Historiske bygninger
Lindaus historiske centrum ligger tætpakket på en 68 hektar stor ø i den østlige ende af Bodensee.
Byen nævnes første gang i år 882, men arkæologiske udgravninger viser, at romerne allerede huserede på disse kanter endnu tidligere.
Op igennem middelalderen blev Lindau udråbt til fristad i det store tysk-romerske kejserrige, og byen sikrede sig en god portion velstand gennem en gunstig placering på handelsruten mellem Nürnberg og Italien.
Det er i høj grad aftrykkene fra byens storhedstid for hundredvis af år siden, man kan beundre i byens centrum i dag. Her ligger et væld af smukke kirker og prægtige palæer i de stemningsfulde gader. Dertil kommer byens ikoniske gulkalkede fyrtårn, som byder sejlende gæster velkommen ved havnen.
I havnen kan du også se en seks ton tung statue af en den bayerske løve, som understreger, at vi faktisk befinder os i delstaten Bayern, selvom langt det meste af de tyske områder langs Bodensee ellers hører til delstaten Baden-Württemberg.
(Annonce)
5 minutter fra Østrig
Lindau ligger samtidig helt op ad grænsen til Østrig, og byen blev faktisk for en kort bemærkning foræret til nabolandet i 1804 som en gave. Året efter blev byen dog returneret til Tyskland. Der må åbenbart have været byttemærke på gaven…
Besøger du Lindau er det nærliggende at tage en tur til Østrig og grænsebyen Bregenz, som nærmest er vokset sammen med Lindau i dag. Bregenz byder på hele to historiske bykerner og bjergbanen, Pfänderbahn, som svæver op i 1064 meters højde over byen.
Inden der går for meget Østrig i den, så vender vi lige tilbage til Lindau og runder af med at konkludere, at Lindau er et oplagt besøgsmål, hvis du holder ferie ved Bodensee.
Du skal blot være forberedt på at dele byen med mange andre besøgende.
(Annonce)
Fakta om Lindau
Indbyggere: 25.000
Delstat: Bayern
Afstand fra DK (Padborg): 960 km
Togstation: Ja
Links:
Lindau.de – turistinfo på tysk og engelsk
Kulturerbe Bayern – turistinfo om byen med en oversigt over seværdigheder. Info på tysk
Bodensee Schiffsbetriebe – sejlplaner for turistbådene
Seværdigheder
Havnen
Lindau har blikket vendt mod Bodensee, og havnen er et oplagt sted at starte en byrundtur. Her står det ikoniske fyrtårn, Mangturm, fra 1200-tallet, som tidligere var en del af byens forsvarsmur. For enden af molerne står et nyere 33 meter højt fyrtårn sammen med en 50 ton tung statue af den bayerske løve.
Markedspladsen
Byens største plads er Marktplatz. Her står to historiske kirker side om side i form af St. Stephan fra 1100-tallet og byens domkirke, St.Marien, som har rødder tilbage til 800-tallet. Overfor kirkerne står det overdådige Haus zum Cavassen, der i dag huser byens museum.
Reichsplatz
Denne lille centrale plads ligger i hjertet af den historiske bykerne. Pladsens mest spektakulære bygning er uden tvivl det overdådige rådhus, som er opført i 1400-tallet. I bygningen ved siden af rådhuset ligger det historiske bibliotek i fristaden Lindau. I dag rummer biblioteket over 13000 historiske bogværker.
Oplev Bregenz
Når du befinder dig i denne østlige ende af Bodensee, er det oplagt at sætte kryds ved et ekstra land og kigge ind i Østrig. Lige på den anden side af grænsen ligger nemlig den smukke by Bregenz, som absolut er et besøg værd.
Bregenz lokker med to gamle bydele, som fordeler sig i en nedre del og den ældste del, som gemmer sig bag en befæstning på en bakke. Tilsammen udgør bydelene en smuk og interessant helhed.
Højdepunktet i Bregenz er bjergbanen Pfänderbahn, som tager dig op i 1064 meters højde. Herfra kan du nyde udsigten over Bodensee og besøge en lille dyrepark, som fremviser områdets vilde dyr. Du kan også vandre et ekstra stykke helt op til toppen af bjerget Pfänder.
Der afgår flere tog mellem Lindau og Bregenz, men du kan også vælge at sejle den korte afstand mellem de to byer med de hyggelige turbåde, som sejler rundt på Bodensee.
(Annonce)
Billeder fra Lindau








(Annonce)
Ferieområdet Bodensee
Lindau ligger ud til Bodensee, som er et meget populært ferieområde. Både Tyskland, Schweiz og Østrig ligger ud til den store sø, så der er gode muligheder for en grænseoverskridende ferieoplevelse, hvis du planlægger en ferie på disse kanter.
Bodensee byder på masser af oplevelser i form af smukke historiske byer, kuperede landskaber med vinmarker og selvfølgelig mulighed for at sejle på den store sø. Vil du opleve det hele fra luften, så kan du også tage en tur i en zeppeliner – de store luftskibe, der stammer fra Friedrichshafen ved Bodensee.
Spise og sove
Spisesteder
Der er masser af spisesteder i byen, som i høj grad er gearet til turister året rundt.
Overnatning
Der findes et utal af overnatningsmuligheder i Lindau. Start eventuelt din søgning hos booking.com, airbnb eller andre søgeportaler.
Vær opmærksom på, at Bodensee er et populært feriemål, så der kan hurtigt bliver optaget om sommeren.
Kort over Lindau
(Annonce)
Oplevelser i nærheden

Friedrichshafen
Zeppelinerby ved Bodensee

Füssen
Betagende bekendtskab ved foden af bjergene

Konstanz
Spændende ministorby ved Bodensee

Meersburg
Populær vinby ved foden af Bodensee

Offenburg
Historisk by på kanten af Schwarzwald

Reichenau
Klosterø i Bodensee

Rothenburg
Højdepunkt på den romantiske rute

Bad Säckingen
Grænseby med Europas længste overdækkede træbro
(Annonce)

