Glücksburg
Naturskøn slotsby med royale rødder
Glücksburg er først og fremmest kendt for sit hvidkalkede renæssanceslot, som er placeret på en lille holm i en sø og er byens altoverskyggende fikspunkt.
Men Glücksburg er mere end bare et slot.
Den lille by ligger smukt omgivet af frodige skovstykker og gode strande. Disse omgivelser har naturligt nok tiltrukket turister i årevis.
Allerede i 1878 blev byen statsanerkendt kursted, og flere prominente gæster har slikket sol og indåndet den gode luft i byen gennem årene.
Blandt nogle af de mest berømte gæster finder vi den tyske kejser Wilhelm 2. og den anerkendte forfatter Thomas Mann.
(Annonce)
Varm dansk forbindelse
Glücksburg var også en populær feriedestination for medlemmerne af den danske kongefamilie tilbage i 1800-tallet.
Især Kong Frederik 7. benyttede i stor stil slottet som sommerresidens igennem årene. Det var i øvrigt også her på slottet, han døde i 1863.
I det hele taget har den danske kongefamilie et tæt bånd til Glücksburg.
Da Frederik 7. døde barnløs gik pladsen til den danske tronstol videre til slægtningen Prins Christian til Schleswig-Holstein-Sønderborg-Glücksburg.
Han blev til Kong Christian 9 og er stamfader til det nuværende danske kongehus. Der er dermed en direkte slægtslinje fra Glücksburg til Amalienborg.
(Annonce)
Badeby i smukke rammer
Nutidens Glücksburg består af to separate bydele, som er fint forbundet med skove og stier, så man kan vælge at vandre en tur mellem byen og badebyen.
I det gamle centrum ved vandslottet og slotssøen ligger der en lille samling historiske bygninger omkring markedspladsen. Dertil kommer et par håndfulde fornemme palæer og villaer, som understøtter det lidt mondæne udtryk, byen har.
En kilometer fra centrum viser byen sit kønne, kystvendte ansigt ud til Flensburg Fjord. Langs stranden og promenaden ligger flere strandhoteller. Det hotel, der løber med det meste af opmærksomheden er det historiske Strandhotel Glücksburg.
I det hele taget er det en fin oplevelse af slentre en tur langs promenaden og kigge ud over vandet.
(Annonce)
God base for naturoplevelser
Glücksburg ligger blot 15 kilometer fra Flensburg, så man kan snildt besøge den lille by på en dagstur med bus eller båd (i sommersæsonen).
Der er dog nok at opleve i byen, ved stranden og i de vandrevenlige grønne omgivelser til, at man sagtens kan gøre et længere ophold i Glücksburg.
Byen er for eksempel et godt udgangspunkt, hvis du vil vandre på næsset Holnis, eller hvis du vil udforske den skønne kystvandrerute, Fördesteig, som går igennem Glücksburg og fortsætter hele vejen til Kappeln mød øst.
(Annonce)
Fakta om Glücksburg
Indbyggere: 6.000
Delstat: Schleswig-Holstein
Afstand fra Danmark (Padborg): 25 km
Togstation: Nej
Links:
Grænseforeningen – info om by og slot
Schloss Glücksburg – slottets hjemmeside
MS Viking – turbåde til Glücksburg
Strandhotel Glücksburg – info om det historiske hotel
Schloss Glücksburg
Byens helt store seværdighed er slottet, som har lagt navn til byen. Slottet et opført i renæssancestil i 1588 af Hertug Hans den Yngre, og det hvidkalkede slot ligger på en holm omgivet af en kunstig sø.
Slottet er opført på fundamentet på det gamle Rud Kloster, som blev lukket i forbindelse med Reformationen og revet ned. Klosterets gamle kirkegård befinder sig i øvrigt på bunden af den kunstige sø.
I 1800-tallet fungerede slottet en overgang som sommerhus for den danske konge Frederik 7., og han døde på slottet i 1863.
I 1923 blev slottet overdraget til stiftelsen ”Schloss Glücksburg” og omdannet til museum. Slottet er derfor åbent for besøgende. Sammen med slottet ligger et orangeri og en stor rosenhave. Læs mere på slottets hjemmeside.
(Annonce)
Ud i naturen
Tremmerup Skov
Sydvest for stranden Sandvig ved Glücksburg ligger Tremmerup Skov. Her venter der er kuperet landskab med masser af gamle træer. Dele af skoven er såkaldt Ruheforst (stilleskov), da her er skovbegravelsesplads og skovkapel.
Holnis
Lige nord for Glücksburg ligger næsset Holnis. Her kan du se et lille fyrtårn mod vest og bade mod øst. Længst mod nord ligger en samling klinter. Holnis er en del af vandreturen Fördesteig, som også går igennem Glücksburg.
Fördesteig
Den tyske kystrute Fördesteig passerer Glücksburg. Ruten er i alt 95 kilometer lang og går fra Flensburg i vest til Kappeln i øst. Ruten er delt ind i flere etaper, og det er oplagt at overnatte i Glücksburg, hvis du vil vandre ruten.
Spise og sove
Spisesteder
Der ligger en del spisesteder i Glücksburg. Både langs vandet i bydelen Sandwig og i centrum.
Overnatning
Der er gode muligheder, hvis du vil sove i byen. Vi sos på det historiske hotel Strandhotel Glücksburg, da vi gæstede byen, og det var en meget fin oplevelse. Der findes dog også andre overnatningssteder i byen.
(Annonce)
Kort over Glücksburg
Oplevelser i nærheden

Eckernförde
Hyggelig havneby i bunden af fjorden

Flensburg
Farverigt førstehåndsindtryk af vores nabo mod syd

Friedrichstadt
Hollandsk småbyidyl i Schleswig-Holstein

Fördesteig
Smuk vandrerute langs Flensburg Fjord
(Annonce)





