Detmold
Charmerende hovedstad i det gamle fyrstendømme Lippe
Den hyggelige by Detmold ligger smukt placeret midt i det skovrige og kuperede naturområde, der samlet set går under navnet Teutoburger Wald.
Læs mere om ferieområdet Teutoburger Wald.
I 1400-tallet blev Detmold hovedstad i det lille fyrstendømme, Lippe, som helt frem til 1947 var en helt eller delvist selvstændig stat under det tyske rige. I dag er området i stedet en del af delstaten Nordrhein-Westfalen
Omdrejningspunktet i byen er det prægtige residensslot, Fürstliches Residenz, hvor fyrsteslægten har boet siden 1468. Selvom slægten måtte abdicere i 1918, bor familien såmænd stadig på slottet den dag i dag.
(Annonce)
Rig fortid i gader og gyder
Rundt om det gamle fyrsteslot spreder den historiske by sig ud i et overskueligt og kompakt netværk af gader.
I de store gader står adskillige store bindingsværkshuse og rigt udsmykkede gavlhuse side om side som finpudsede minder om byens rige fortid.
Søger du lidt væk fra hovedgaderne, møder du maleriske brostensbelagte gyder, hvor husene er mere beskedne, men bestemt ikke mindre charmerende. Gaden Adolfsstrasse er et smukt eksempel på en af Detmolds maleriske smågader.
Alt i alt er Detmold et indtryksrigt og positivt bekendtskab med sine knap 500 fredede bygninger og gode netværk af mere eller mindre bilfri gader, som indbyder til at gå på opdagelse.
(Annonce)
Godt udgangspunkt for udflugter
Detmold er også en god base, hvis du vil opleve området Teutoburger Wald.
Få kilometer fra centrum kan du komme op i højderne og hilse på den kolossale statue, Hermannsdenkmal
Et andet oplagt udflugtsmål er den særprægede klippeformation, Externsteine, som også ligger få kilometer fra Detmold. Her er tale om en række frovredne klipper, som rejser sig dramatisk i vejret midt i skoven.
Og vil du besøge andre interessante byer i nærhedne, så kan du sætte kursen mod enten slotsbyen Lemgo, kirkebyen Paderborn eller den maleriske muromkransede by Lügde.
(Annonce)
Fakta om Detmold
Indbyggere: 75.000
Delstat: Nordrhein-Westfalen
Afstand fra Danmark (Padborg): 420 km
Togstation: Ja
Links:
Stadt Detmold – byens turistinformation på tysk
Lippisches Landesmuseum – museum med info det gamle fyrstendømme på tysk og engelsk.
Hermannsdenkmal – info om statuen på tysk og engelsk.
NRW-tourism – info om Externsteine på tysk og engelsk.
Seværdigheder
Adolfsstrasse
Den lille gade Adolfsstrasse, der er opkaldt efter en lokal bogbinder, byder på en perlerække af små skæve huse fra 1600-tallet. På grund af pladsmangel inden for murene blev husene simpelthen bygget direkte ind i den daværende bymur. Gaden er vel nok den mest fotogene i byen.
Krummestrasse
Detmold er fuld af smukke gadeforløb med kønne bindingsværks- og gavlhuse. En af de allermest fotogene veje er Krummestrasse, der, som navnet antyder, ikke har et helt lige forløb. Her ligger adskillige velbevarede historiske bygninger side og side.
Slottet
Fürstliches Residenz er bygget omkring år 1550. Fra slottet regerede fyrsterne af Lippe deres gamle fyrstendømme frem til 1918, hvor de blev tvunget til at abdicere. Familien bor stadig på slottet, og det er muligt at besøge slottet på en guidet rundvisning.
(Annonce)
Hermannsdenkmal
Lidt uden for Detmold står den enorme skulptur, Hermannsdenkmal. Den 53 meter høje statue er rejst til minde om høvdingen Hermann, som stod i spidsen for den hær, som besejrede romerne i det drabelige varus-slag i de omkringliggende skove i år 9.
Monumentet står på toppen af de 386 meter høje bjerg, Grotenburg, og man kan vælge at vandre hele vejen til toppen, hvis man har gode ben og er klar på en del højdemeter. Alternativt kan man køre hele vejen til toppen og stille bilen på en nærliggende parkeringsplads.
Externsteine
Detmold ligger midt i naturområdet Teutoburger Wald, som byder på masser af gode naturoplevelser.
Den mest berømte natur-attraktion er uden tvivl klippeformationen Externsteine, som ligger nogle få kilometer syd for byen.
Externsteine er en samling af forvredne klipper, som rager næsten unaturligt op i det skovklædte landskab. Klipperne kan bestiges, og man kan gå imellem to af klipperne via en lille bro.
(Annonce)
Billeder fra Detmold













(Annonce)
Spise og sove
Spisesteder
Detmold er i dag en aktiv by med 75.000 indbyggere. Derfor er der masser af spisemuligheder i centrum.
Overnatning
Der er gode muligheder for at sove i byen. Dertil kommer en del overnatningssteder i oplandet, hvis du hellere vil overnatte tæt på naturen i Teutoburger Wald. Søg evt. efter overnatningssteder på portaler som Booking.com, Airbnb eller Momondo.
Kort over Detmold
Oplevelser i nærheden

Lemgo
Gavlhuse og bindingsværk klædt i weserrenæssance

Bad Lippspringe
Grøn kurby med fem kilder

Lügde
Bymur, bindingsværk og brændende påskehjul.

Paderborn
Kirkeby med hyggeligt flodområde

Bad Salzuflen
Saltholdig bindingsværks- og kurby

Schloss Neuhaus
Slotsby med lille, hyggelig bykerne

Teutoburger Wald
Skovklædte bakker, spektakulære klipper og seværdige byer

Weserbergland
Smukt bakkelandskab garneret med bindingsværksbyer
(Annonce)

