Bad Lippspringe
Vandrig kurby i grønne omgivelser
Bad Lippspringe lever i den grad op til sin statslige anerkendelse som kurby. Hele fem kilder har sit udspring i byen, og centrum er fuld af klinikker, kurbade og parker.
Flere steder kan du ganske gratis smage på det rene vand, og du kan endda dyppe både hænder og fødder i kurvandet i et lille anlæg tæt ved byens kirke.
Som navnet antyder, så har floden Lippe sit udspring i byen. Flodens kilde pumper ikke mindre end 740 liter vand op hvert sekund, og den er en af landets kraftigste kilder.
Fra pølen i midten af byen flyder vandet nordpå og møder 230 kilometer længere oppe i den meget større flod og væsentligt mere kendte flod, Rhinen.
(Annonce)
Salte kilder
I det kompakte centrum troner de maleriske ruiner af en 1300-talsborg lige ved floden Lippes udspring.Her kan du også smage på kildevandet fra Arminius-kilden og Liborius-kilden. Det saltholdige vand fra kilderne blev i 1800-tallet brugt i tuberkulosebehandlinger.
I den tilstødende Arminiuspark kan slentre omkring i den friske luft, og har du børn med, er der flere gode legepladser undervejs.
Uanset om du er til kurbade eller ej, så er Bad Lippspringe et fint bekendtskab og et ganske godt udgangspunkt for oplevelser i nærheden.
Det er for eksempel oplagt af besøge nabobyen Paderborn eller tage på opdagelse i det nærliggende ferieområde, Teutoburger Wald.
(Annonce)
Fakta om Bad Lippspringe
Indbyggere: 15.000
Delstat: Nordrhein-Westfalen
Afstand fra Danmark (Padborg): 460 km
Togstation: Nej
Links:
Stadt Bad Lippspringe – byens turistinfo med info på tysk og engelsk
Paderborner Land – turistinfo om byen og området på tysk og engelsk
Seværdigheder
Borgen
Byens mest fotograferede motiv er uden tvivl ruinerne af Bad Lippspringer Burg. Fæstningsværket blev opført i 1300-tallet af biskopperne af nabobyen Paderborn, og den fungerede som forsvarsværk.
Kilder
Fem kilder har deres udspring i byen: Lippekilden, Jordankilden, Martinuskilden, Arminiuskilden og Liboriuskilden. Martinuskilden er ikke offentlig tilgængelig, men du kan smage på de øvrige kilder.
Parker
Arminiuspark er et skønt område at slentre. Vil du udvide din parkoplevelse, kan du søge mod Gartenschau Bad Lippspringe. Denne store park blev indviet til en landsudstilling i 2017 og er fuld af blomster og aktiviteter.
Tyske kurbyer
I Tyskland findes der over 350 kurbyer – heriblandt Bad Lippspringe. Fælles for dem alle er, at de lever op til nogle kriterier:
Først og fremmest skal den pågældende by eller område være i besiddelse af naturligt forekommende helsefremmende elementer – for eksempel særligt ren luft, mineraler i jordbunden eller helsegivende kilder.
Derudover skal byen eller området råde over klinikker og behandlingstilbud, ligesom her skal være spændende fritidsaktiviteter, og muligheder for at være aktiv i naturen.
Spise og sove
Spisesteder
Der findes en del muligheder, hvis du vil spise i byen. Især i udkanten af Arminius-parken og i gågaden Arminiusstrasse er der mange muligheder.
Overnatning
Der er gode muligheder for at sove i byen. Dertil kommer en del overnatningssteder i oplandet, hvis du hellere vil overnatte tæt på naturen i Teutoburger Wald. Søg evt. efter overnatningssteder på portaler som Booking.com, Airbnb eller Momondo.
Kort over Bad Lippspringe
Oplevelser i nærheden

Bad Salzuflen
Saltholdig bindingsværks- og kurby

Schloss Neuhaus
Slotsby med lille, hyggelig bykerne

Teutoburger Wald
Skovklædte bakker, spektakulære klipper og seværdige byer

Weserbergland
Smukt bakkelandskab garneret med bindingsværksbyer
(Annonce)





