Bad Karlshafen
Barokperle i flodlandskabet
Bad Karlshafen ligger som en hvidskuret undtagelse fra reglen langs floden Weser. Hvor den typiske Weser-by består af skæve og farverige bindingsværkshuse opført i weserrenæssancestil, skiller Bad Karlshafen sig ud ved at bestå af lige rækker af hvidkalkede huse i ren barokstil, som fordeler sig pænt og symmetrisk omkring en lille hyggelig havn.
Den barokke stil skyldes, at byen først blev grundlagt i 1699 – altså et godt stykke tid efter den typiske Weser-by. Her ønskede landgreven Carl af Hessen at oprette en ny by, som kunne huse franske protestanter – de såkaldte huguenotter – som blev forfulgt i Frankrig på grund af deres tro.
Fakta om Bad Karlshafen
Indbyggere: 2.200
Delstat: Hessen
Afstand fra Danmark (Padborg): 465 km
Togstation: Ja
Oplev: #Barokby, #Kurby, #Skywalk, #Weser
Fakta om Bad Karlshafen
Indbyggere: 2.200
Delstat: Hessen
Afstand fra Danmark (Padborg): 465 km
Togstation: Ja
Oplev: #Barokby, #Kurby, #Skywalk, #Weser
(Annonce)
Mønsterby med store planer
Grevens drøm var at skabe en slags mønsterby i tidens trendy barokstil med tilhørende havn. Målet var i sidste ende at skabe en ny forsyningslinje i form af et kanalsystem, som kunne gå uden om Weser og byen Hann. Mündens toldkrav.
Det lykkedes aldrig Carl at føre kanaldrømmene helt ud i livet, men byen blev til gengæld opført helt efter planerne – og tak for det!
Det betyder nemlig, at dagens turist kan fornøje sig med at slentre omkring i et helstøbt arkitektonisk værk af hvidkalkede huse og palæer, som ikke ligner noget, man ellers ser på disse kanter.
En af de større bygninger er den tidligere cigarfabrik, som i dag huser det tyske huguenotmuseum. Her kan man blive klogere på datidens franske landflygtige.
(Annonce)
(Annonce)
Et frisk pust
I 1730 blev der opdaget en stor saltkilde ved byen, og 1800-tallet kom de første badehuse og kurtilbud til Bad Karlshafen. I dag ligger der et stort kurområde ud til floden Weser tæt på centrum, hvor man både kan modtage forskellige kurbehandlinger og indånde frisk, saltholdig luft.
Bad Karlshafen er derfor en by, der både tilbyder helbredende behandlinger til ømme kroppe, og samtidig med sit barokke bybillede er et frisk pust blandt de mange bindingsværksbyer langs floden.
Trænger du til at få pulsen op, er der også flere interessante vandreruter omkring byen. Du kan blandt andet gå op til Weser Skywalk, som er en udsigtsplatform, der svæver i 80 meters højde over floden Weser.
Og savner du de gode gamle bindingsværkshuse, kan du følge en vandrerute – eller køre et par kilometer – til nabobyen Helmarshausen. Her er der bindingsværksromantik for alle pengene…
(Annonce)
Barokbyen
Den lille barokmidtby fremstår som én sammenhængende seværdighed. Der er ikke flere gader, end at du kan komme omkring det hele, hvis du sætter en halv til en hel time af.
Havnen er det naturlige udgangspunkt med sine små lystbåde og mange muligheder for at nyde sceneriet fra en bænk. Her står byens gamle rådhus langs den ene bred, imens den gamle kro ligger for enden af havnen.
Weser Skywalk
I bakkerne på den anden side af Weser ligger Hannoversche Klippen – en samling af klipper, der når op i 80 meters højde. Der er flere vandreruter ved klipperne, og man kan også cykle på de små bakkede veje.
Et oplagt mål for en klippevandring er den såkaldte Weser Skywalk, som er en terrasse, der rager ud over floden. Herfra er der en fornem udsigt over landskabet.
Billeder fra Bad Karlshafen












(Annonce)
Ferieområdet Weserbergland
Bad Karlshafen ligger midt i det skønne ferieområde Weserbergland. Som navnet antyder drejer det sig om et bakkerigt område, der gennemskæres af floden Weser.
Området byder på masser af hyggelige byer, gode vandreruter og fladt terræn langs floden til en cykelferie. Læs mere om Weserbergland.
Spise og sove
Spisesteder
Bad Karlshafen er en ret lille by, men dens turisttække og status som kurby sikrer en del spisesteder i byen.
Overnatning
Der er gode muligheder for at sove i byen, og især mange cykelturister overnatter her. Vi sov selv på det udmærkede familiehotel Hotel Fuhrhop. Søg evt. efter overnatningssteder på portaler som Booking.com, Airbnb eller Momondo.
Links og kort
Bad Karlshafen Tourismus – byens turistinfo på tysk
Deutsche Märchenstrasse – info om Bad Karlshafen på tysk og engelsk
Oplevelser i nærheden

Eventyrruten
Spændende byer og gode eventyr går hånd i hånd

Hann. Münden
En sand overflod af velbevarede bindingsværkshuse

Helmarshausen
Lille by med stor charme

Holzminden
Velduftende hverdagsby ved Weser

Höxter
Bindingsværks- og klosterby

Lügde
Bymur, bindingsværk og brændende påskehjul.

Teutoburger Wald
Skovklædte bakker, spektakulære klipper og seværdige byer

Weserbergland
Smukt bakkelandskab garneret med bindingsværksbyer
(Annonce)

