Bad Iburg
Grønklædt kurby ved det gamle fyrsteslot
Bad Iburg ligger smukt i et bakket landskab i den vestlige del af det sammenhængende skovområde Teutoburger Wald. Byens omdrejningspunkt og historiske udgangspunkt er det store slots- og klosterkompleks, som troner øverst oppe i den lille by.
Heroppe på den lille bakketop har der ligget en befæstning siden 700-tallet. De nuværende bygninger er opført i 1200-tallet og udbygget til sin nuværende størrelse i 1400-tallet.
Slottet er byens absolutte hovedattraktion og den primære grund til at besøge Bad Iburg – medmindre du kommer for at besøge byens kurfaciliteter.
På turen op eller ned fra slottet giver det dog også god mening at runde byens lille kirke og tage en tur igennem butiksgaden, som også tæller enkelte historiske huse.
(Annonce)
Grønne omgivelser med udsigt
Som navnet antyder, så er Bad Iburg en kurby. Det betyder, at der er gode muligheder for afslappende behandlinger. Du kan for eksempel smide skoene og prøve en af de forskellige barfodsstier i byens skovkurpark.
Du kan også vælge at beholde skoene på og begive dig ud på en af de mange vandreruter af varierende længde, som løber rundt om byen. Man kan eventuelt starte sin vandring i førnævnte skovkurpark, hvorfra en del stier udgår.
Et yndet udflugtsmål er det 28 meter høje tårn, Hermannsturm, som står på toppen af 352 meter høje Dörenberg.
Tårnet er opført i 1975 som erstatning for et tidligere tårn fra 1908. Hermannsturm er farverigt dekoreret med forskellige motiver, som viser de geologiske og biologiske forhold i området. Fra toppen er der en fin panoramaudsigt over landskabet.
(Annonce)
Slottet
Schloss Iburg er egentlig mere end bare et slot. Her har også været et benediktinerkloster med tilhørende kirke, som har været i funktion frem til 1803.
Slottet opstod i 700-tallet som en regulær forsvarsborg, som gennem de kommende århundreder blev erobret, plyndret og genopbygget flere gange.
I 1100-tallet rykkede fyrstebiskopperne fra den nærliggende storby, Osnabrück, ind, og de blev på slottet helt frem til 1673, hvor den daværende biskop opførte en ny residens i Osnabrück i stedet.
Slottets mest berømte beboer var Sophie Charlotte, som blev født her i 1668. Hun endte med at blive dronning af Preussen.
I dag huser det store kompleks en række offentlige institutioner, men det er muligt at blive klogere på slottet i slotsmuseet. Der er også jævnlige rundvisninger. Her kan du blandt andet opleve riddersalen, som byder på et spektakulært loftsmaleri.
Fakta om Bad Iburg
Indbyggere: 10.500
Delstat: Niedersachsen
Afstand fra DK (Padborg): 410 km
Togstation: Nej. Kun bus.
Links:
Bad Iburg Tourismus – byens turistinfo
Münsterland – info om borgen
(Annonce)
Billeder fra Bad Iburg





(Annonce)
Teutoburger Wald
Bad Iburg ligger i den vestligste udkant af naturområdet Teutoburger Wald, som byder på masser af gode naturoplevelser.
Den mest berømte natur-attraktion er uden tvivl klippeformationen Externsteine, som ligger nogle få kilometer syd for byen.
Externsteine er en samling af forvredne klipper, som rager næsten unaturligt op i det skovklædte landskab. Klipperne kan bestiges, og man kan gå imellem to af klipperne via en lille bro.
Spise og sove
Spisesteder
Bad Iburg er en forholdsvis lille by, så der er ikke det store udvalg af spisesteder.
Få overblikket over restauranter hos Tripadvisor.
Overnatning
Fordi det er en kurby, findes der en del overnatningssteder i byen i form af hoteller og ferielejligheder. Start eventuelt din søgning hos booking.com, airbnb eller andre søgeportaler.
Kort over Bad Iburg
(Annonce)
Oplevelser i nærheden

Münster
Livlig universitetsby med grønne åndehuller

Osnabrück
Fredsby med masser af historie

Bad Salzuflen
Saltholdig bindingsværks- og kurby

Tecklenburg
Seværdig by i udkanten af klippeskoven
(Annonce)

